Vingegaard håber på samlet Vuelta-sejr til sin holdkammerat
Danskeren har otte sekunder op til sin holdkammerat Sepp Kuss efter onsdagens 17. etape, men dem har han som udgangspunkt ingen intentioner om at hente.
"Jeg tror egentlig mest af alt, at jeg håber på, at Sepp holder de otte sekunder", siger Jonas Vingegaard til TV 2 efter etapen.
Den danske stjerne var tæt på at snuppe den røde førertrøje fra Sepp Kuss på onsdagens etape.
Sammen med Primoz Roglic distancerede han nemlig amerikaneren på den sidste voldsomme stigning, efter at Jumbo-Visma-trioen havde ligget alene i front.
Men Sepp Kuss kæmpede sig i mål i tide og har altså otte sekunders forspring inden torsdagens sidste rigtige bjergetape.
Jonas Vingegaard bemærkede, at Sepp Kuss ikke kunne følge med, da Primoz Roglic skruede tempoet op, men duoen fortsatte altså.
"Vi havde snakket om det inden, og der er ikke nogen, der skal vente på hinanden", siger Jonas Vingegaard til TV 2.
Primoz Roglic, der vandt etapen, fortalte i sit sejrsinterview, at også han bemærkede, at Kuss haltede efter.
"Jeg kørte bare mit eget tempo. Jeg har snakket med ham, og det er en underlig følelse. Men på så stejl en stigning kører alle så hurtigt som muligt, og så må man bare se, hvad der sker", siger han i det officielle sejrsinterview.
Primoz Roglic kan også stadig se Sepp Kuss holde den røde trøje til Madrid.
"Jeg sagde til ham: "Bliv ved med at kæmpe og tro på det, så skal du nok klare det," lød det fra Primoz Roglic.
Det kom bag på Sepp Kuss, at han stadig var i front af løbet, da han kom over målstregen.
"Jeg troede, at jeg mistede trøjen, men det gjorde mig ikke ked af det, for jeg gav det bedste, jeg havde. Da jeg hørte, at jeg stadig havde trøjen, var jeg lidt overrasket".
"Det er en underlig følelse. Men ikke på en dårlig måde", siger Sepp Kuss i Vuelta a Españas officielle interview med manden i den røde førertrøje.