Vingegaard lufter vild drøm om at vinde tre Grand Tours på et år
Men i baghovedet rumsterer også tanker om andre løb. Trods et maveonde i første uge af årets igangværende Vuelta a España er han stadig med i kampen om den samlede sejr, og han vandt i sidste uge 13. etape.
Og det med at vinde flere grand tours på et år er en drøm for den 26-årige dansker.
"På en eller anden måde har jeg vel også en drøm om, at man kunne køre klassement i alle tre på et år, siger Vingegaard til TV 2 Sport, men anerkender også, at projektet kan være lettere utopisk Det virker også svært, for med Touren skal du bare være 100 procent for at køre klassement, og hvis man så har kørt Giroen og ikke er på 100 procent i Touren, så kan det godt blive svært."
Vingegaard vil i første omgang forsøge at køre to grand tours om året, som han nu er i gang med i år.
Den store udfordring i forhold til at forsøge sig med alle tre er rækkefølgen på dem.
"Touren er den grand tour, der kræver mest. Den kræver mest mentalt og fysisk. Havde det nu været omvendt, at Touren lå først og de to andre bagefter, så kunne man ligesom godt give det et skud," lyder det fra Vingegaard.
"Det er da også lidt ærgerligt. Men det kan da være, at jeg prøver en gang."
Han har også tidligere luftet, at han drømmer om at køre OL i Paris næste år, hvor der samtidig er VM i Schweiz, der kan byde på en bjergrig rute, hvilket kunne passe til en rytter som Vingegaard.