Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Vingegaards chef afslørede Vuelta-planer: Rivalens holdejer blev lang i ansigtet

Andreas Würtz Adamsen
Richard Plugge, her sammen med Jonas Vingegaard, informerede egenhændigt Soudal-Quick Steps holdejer, Patrick Lefevere, om Vingegaards Vuelta-start.
Richard Plugge, her sammen med Jonas Vingegaard, informerede egenhændigt Soudal-Quick Steps holdejer, Patrick Lefevere, om Vingegaards Vuelta-start.Thomas Samson/AFP
Søndag, før 21. og sidste etape af årets Tour de France, kunne Jumbo-Visma offentliggøre, at Jonas Vingegaard også er til start ved årets Vuelta a España. Ifølge holdchef Richard Plugge var det ikke ligefrem en nyhed, der vakte glæde eller begejstring hos holdejer på Remco Evenepoels mandskab, Patrick Lefevere.

Remco Evenepoel er forsvarende vinder af kalenderens tredje og sidste Grand Tour, Vuelta a España, og når starten på årets rundtur i det spanske går i Barcelona i slutningen af august med en holdtidskørsel, så er det belgiske vidunder naturligvis på startstregen.

Men det er Jonas Vingegaard også. Det afslørede den danske superstjerne selv til en spansk journalist kort før afslutningen på årets Tour de France, som blev vundet af lige netop den 26-årige danske Jumbo-Visma-kaptajn, der altså gentog kunststykket fra 2022.

Også holdet har efterfølgende bekræftet danskerens deltagelse, og Vingegaard kommer således til at stille til start i det spanske som delt holdkaptajn sammen med sin slovenske holdkammerat, stjernen Primož Roglič, der tidligere på året sejrede i Giro d’Italia.

Netop nyheden om Jonas Vingegaards deltagelse ved årets Vuelta a España var formentlig ikke noget, som konkurrenterne ligefrem var jublende lykkelige over, og således kunne holdchefen på Jumbo-Visma, Richard Plugge, da også berette om en Patrick Lefevere, holdejer af Soudal-Quick Step, Remco Evenepoels arbejdsgiver, der blev noget lang i ansigtet, da han fik beskeden om Vingegaards deltagelse.

”Han (Patrick Lefevere, red.) spurgte mig, om vi kun tog til Vueltaen med Primož Roglič. Så fortalte jeg ham, at Jonas Vingegaard også skulle med. Du skulle have set hans ansigt,” griner Richard Plugge ifølge cykelmediet Wielerflits.

Foruden Jonas Vingegaard og Primož Roglič kan den forsvarende vinder, Remco Evenepoel, også se frem til at dyste med store navne som den tidligere Tour-vinder Geraint Thomas, og de dygtige spanske klassementskort Juan Ayuso og Enric Mas