Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Landsholdsdebutant som 25-årig: Det er først nu, jeg har et niveau, der retfærdiggør det

Henrik Bauch
Stine Eiberg i aktion for NFH mod Storhamar Håndball.
Stine Eiberg i aktion for NFH mod Storhamar Håndball.Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det var en glædelig overraskelse for Stine Eiberg Jørgensen, da hun blev udtaget til landsholdet på vej til skole. I et interview med Flashscore.dk fortæller hun om satset, der viste sig at bære frugt og om sammenligningen med en af verdens bedste håndboldspillere.

”Det er da sjovt. Det føles specielt nu hvor det er så lang tid siden sidst”, kommer det med et stort smil fra Stine Eiberg Jørgensen, der senest optrådte i rød og hvidt for seks år siden i Ungarn, hvor Jørgensen var med Danmark til U-VM.

Med så langt et fravær fra landsholdet lå det heller ikke lige i kortene, at NFH-spilleren var blandt de spillere, der ville blive udtaget til Golden League. Selv var hun heller ikke forberedt på opringningen.

”Det kom som en stor overraskelse. Jeg blev ringet op efter træning, og jeg var på vej i skole. Det er ikke lige sådan et opkald, man regner med at få i toget”, lyder det fra Eiberg Jørgensen, inden hun uddyber de nærmere omstændigheder ved det glædelige opkald fra assisterende landstræner Lars Jørgensen.

”Telefonen ringer, og jeg når lige at slå nummeret op, og finder så ud af, at lige det her opkald vil jeg gerne tage, for ellers ville der gå mange timer, før jeg ville kunne ringe tilbage”, griner hun, mens hun løfter sløret for, hvad den assisterende landstræner sagde i den anden ende af røret.

”Jeg fik at vide, at jeg har gjort det godt, og har arbejdet godt over længere tid. Så sagde Lars (Jørgensen, red.), at der var nogle af de etablerede spillere, der fik en pause, og at det så gav muligheden for mig”.

Efter næsten 10 år i den københavnske klub Ajax byttede Eiberg Jørgensen den aldrende Bavnehøjhal ud med Spar Nord Boxen i Nykøbing Falster. Her blev det sidste år til en overraskende sølvmedalje, hvilket i denne sæon har givet forsvarsspilleren muligheden for at prøve sig selv af på højeste niveau i Champions League.

Selv er hun glad for at have satset på at blive den bedst mulige forsvarsspiller.

”Jeg skiftede fra Ajax til Nykøbing, hvilket jo er et skridt op rent klubmæssigt. På Falster har jeg nærmest kun beskæftiget mig med forsvarsspillet, så det er selvfølgelig blevet bedre, men jeg har været i tvivl om, hvorvidt det var nok i forhold til landsholdet, hvis der ikke var noget spilletid i angrebet også”, lyder det fra Eiberg Jørgensen.

Det viste sig så rent faktisk at være nok til en plads på landsholdet denne gang, og selvom glæden ved at dække op er stor, kan Eiberg Jørgensen godt forestille sig en fremtid som tovejs-spiller igen.

”Jeg savner da at spille angreb, men det er også virkeligt sjovt at dække op. Det har dog gjort det nemmere efter klubskiftet kun at have fokus på defensiven, hvor der har været mulighed for at nørde den del. Nu føler jeg, at jeg har en tilpas god base til også at kunne bygge på mit angrebsspil."

I foråret præsenterede Flashscore.dk en liste over potentielle kommende landsholdsspillere. Juryen var blandt andet den nuværende GOG-træner Kasper Christensen, der mente, at Stine Eiberg Jørgensen kunne stå foran en landsholdsdebut og dengang dragede flere paralleller til Line Haugsted, der betragtes som en af verdens allerbedste på forsvarsspositionen.

”Hun har jo også en rolle som forsvarsspecialist, og det er ikke en rolle, man har to af på noget hold. Jeg er meget glad for at blive sammenlignet med hende, for hun er vanvittigt dygtig. Jeg er ked af, at hun ikke er med her, for jeg tror, at jeg ville kunne lære meget”, vurderer NFH-spilleren, der sætter stor pris på anerkendelsen fra Kasper Christensen.

”En ting er, at ens egen træner siger, at man er god. Han skal jo også have mig til at vinde i weekenden, så det er da et kæmpe skulderklap, og det giver mig god selvtillid, når det kommer 'udefra'”, siger hun.

Udover Line Haugsted, så mangler Danmark det meste af det centrale forsvar til kampene i Norge. Kathrine Heindahl, Mette Tranborg og Rikke Iversen står således over, og derfor kan de mange uprøvede kræfter godt forvente at blive kastet for løverne.

”Der mangler mange inde i treer-zonen, så der kommer til at være meget ansvar til os nye. Det kan både være godt og skidt, men vi skal bare gribe chancen og prøve på at være med til at præge kampene”, lyder det.

Med sine 25 år er Stine Eiberg Jørgensen en relativt erfaren debutant på det danske landshold. Det ser hun ikke nødvendigvis som en ulempe, og hun er også helt afklaret med, hvorfor debuten først kommer nu.

”Det gør nok, at jeg er lidt mere rolig omkring det. Jeg havde nok været endnu mere nervøs, da jeg var yngre, men omvendt, så er det også først nu, at jeg synes, jeg har et niveau, der retfærdiggør, at jeg er med”.

En anden fordel ved den forholdsvist sene debut er, at man har opbygget erfaringer og mødt kommende med- og modspillere ved andre lejligheder. Det finder den kommende landsholdsdebutant også en vis ro i.

”Det er da rart, at der er nogen, man kender, og hvor der er noget sikkerhed i det. Nu har jeg blandt andet spillet klubhåndbold med Elma (Halilcevic, red), og jeg har mødt flere af vores modstandere i diverse turneringer, og det kan være rigtigt godt at have lidt kendskab til, hvem man står overfor”, lyder det fra NFH-spilleren, der som ungdomsspiller spillede sin sidste U-landskamp i 2018 med Emma Friis, Helena Elver og Helene Kindberg fra den nuværende landsholdstrup.