Landstræner i sjælden kritik af Cristiano Ronaldo: "Det bryder jeg mig ikke om"
Det startede forrygende ved VM for Cristiano Ronaldo, da han med sin scoring i gruppespillets første runde skrev historie som den første og hidtil eneste spiller til at score ved fem forskellige VM-slutrunder.
Og for Portugal har det i hele taget været et godt VM, da europamestrene fra 2016 skaffede sig billet til ottendedelsfinalerne allerede i anden runde af gruppespillet, hvorefter de med god samvittighed kunne spare spillere i tredje gruppekamp.
Men for Cristiano Ronaldo er det ikke gået helt efter planen på det personlige plan efter scoringen i den første kamp. I anden runde af gruppespillet kom den legendariske angriber ikke på tavlen, selvom han kortvarigt så ud til at blive tilskrevet en hovedstødsscoring, han dog aldrig havde haft hovedet på. I stedet blevet målet tilskrevet Bruno Fernandes. Og i tredje runde var Ronaldo ikke blandt de spillere, Fernando Santos sparede i startopstillingen i, da Portugal endte med at tabe 2-1 til Sydkorea.
Men heller ikke her kom 37-årige Cristiano Ronaldo på tavlen. Han blev til gengæld skiftet ud for tredje kamp i streg, og netop i forbindelse med portugiserens udskiftning fangede de mange TV-kameraer en situation, som nu har udløst en særdeles sjælden kritik af stjernen fra sin landstræner Fernando Santos.
Blevet løst internt
For da Cristiano Ronaldo blev pillet af banen efter lidt mere end en times fodbold, var superstjernen tydeligt utilfreds med beslutningen, hvilket 68-årige Fernando Santos, der også var portugisisk landstræner, da landet vandt EM for seks år siden, efterfølgende har bidt mærke i.
"Efter kampen sagde jeg, at jeg ikke hørte noget, da jeg var for langt væk, og at jeg kun så, ham (Cristiano Ronaldo, red.) skændes med en sydkoreansk spiller. Men jeg har efterfølgende set det på film, og jeg bryder mig ikke om det, jeg bryder mig slet ikke om det," kommer det fra Fernando Santos ifølge portugisiske A Bola.
"Men derfra er det hele blevet løst internt, og det er blevet løst, alle har fuldt fokus på kampen i morgen (tirsdag, red)," fastslår Santos.
Den erfarne landstræner, der i løbet af karrieren har stået i spidsen for alle tre klubber i den hellige portugisiske treenighed, Benfica, FC Porto og Sporting CP, vil dog ikke svare på, hvorvidt Cristiano Ronaldo er tiltænkt en plads i startopstillingen, når Portugal tirsdag aften møder Schweiz.
I øjeblikket er Cristiano Ronaldo klubløs, efter han i november efter fælles aftale ophævede sin kontrakt i Manchester United ovenpå en række kontroversielle udtalelser om blandt andet klubbens cheftræner Erik ten Hag. Ifølge spanske Marca skulle den portugisiske målsluger være tæt på en aftale med saudiske Al-Nassr.