Landstræner kalder storklubbernes fald for fortjent
Heller ikke landstræner Nikolaj Jacobsen havde forudset det udfald, som stod klart efter sidste spillerunde søndag.
"Det kunne man nok have tjent en lille skrå på, hvis man havde spillet på det inden sæsonen," siger Nikolaj Jacobsen.
Bjerringbro-Silkeborg havde allerede inden søndagens sidste spillerunde mistet håbet om at nå semifinalerne, mens de danske mestre fra GOG blev rundbarberet i Fredericia og røg ud i mørket.
"Det viser, at der er en stor bredde i den danske liga, og hvis man ikke rammer topniveau i slutspillet, så får man det svært. Det har ingen af de to klubber gjort, og så er det fortjent, at de ikke når semifinalerne," siger Nikolaj Jacobsen.
Som årsager til de to klubbers skuffende slutspil peger han på den turbulens, der indtraf efter Bjerringbro-Silkeborgs fyring af træner Patrick Westerholm, mens GOG har bøvlet med skader i den afgørende del af sæsonen.
Det skal dog ikke tage noget fra Skjern Håndbold, Fredericia Håndboldklub og Ribe-Esbjerg, der sammen med suveræne Aalborg har indløst semifinalebillet, mener landstræneren.
Han glæder sig derimod over, at den danske liga står så stærkt i bredden.
"Den danske liga adskiller sig fra mange andre ligaer på grund af bredden, og det er positivt. Det viser nemlig, at der er rigtig mange talenter, der banker på i de danske klubber," siger landstræneren.
"Der er vel kun to ligaer, der har den bredde. Det er Bundesligaen og den danske liga. Så er der nogle andre ligaer, der har højere topniveau end den danske," siger Nikolaj Jacobsen.
Han peger på Ungarn, Frankrig og Polen som lande, der i toppen står stærkere end Danmark.
"Selv om Aalborg har taget et stort skridt, er der økonomisk stadig et stykke op til de største europæiske klubber. Aalborg har kvalitetsmæssigt et hold, der kan være med, men har stadig det klart mindste budget blandt klubberne ved Final 4."
"Klubber som GOG, BSH, Skjern og Fredericia er, hvad angår budgetter, meget langt fra de europæiske topklubber," siger Nikolaj Jacobsen.