Lang næse for anden dag i streg til Soudal-Quick Step: Snydt på målstregen af ung hollænder
Traditionen tro byder normalt solbeskinnede Mallorca op til en række endagsløb i starten af landevejscyklingens kalender, og 2023 er da heller ingen undtagelse, hvor udgave nummer 32. af Challenge Ciclista a Mallorca, som de fem endagsløb samlet er kendt som, løbet af stablen.
Torsdag var der dog ikke meget solskin til de startende ryttere i Trofeo Ses Salines-Alcudia, der tog rytterne fra den sydlige ende af øen helt op til den nordlige middelalderby Alcudia, hvor rytterne cirka 35 kilometer før målstregen passerede en hård stigning i anden kategori, Coll de Sa Batalla på 8,7 kilometer med en række ganske stejle sektioner undervejs.
For anden dag i træk måtte danskerholdet Soudal-Quick Step, der havde Kasper Asgreen med til start, se sig slået på stregen og derfor tage til takke med en andenplads. Hvor det onsdag var Louis Vervaeke, der blev overspurtet af den forhenværende verdensmester Rui Costa på målstregen i Palmanova, så var det torsdag det store britiske sprintertalent Ethan Vernon, der måtte se sig slået på stregen i silende regnvejr.
Regnvejret og det hårde terræn havde kogt feltet ned til en ganske lille eksklusiv gruppe, hvorfra den tyske mester, Nils Politt, forsøgte sig med et friskt forsøg, der ganske vist kastede et fint hul af sig, men en fokuseret indsats fra netop Soudal-Quick Step sørgede for, at den bomstærke tysker blev halet i land.
Derfor stod den på en spurt i den lille tilbageværende gruppe, og her snød 23-årige hollandske Marijn van den Berg forhåndsfavoritterne Ethan Vernon og eritreiske Binian Girmay, der begge aldrig for alvor nåede at åbne spurten, for van der Berg timede løbets allersidste sving helt perfekt, og så var der pludselig kun 50 meter til målstregen, hvilket slet ikke var nok til at Vernon og Girmay kunne forsøge at spurte forbi den unge hollandske EF Education-EasyPost rytter, der dermed tog karrierens første sejr som professionel.
Der var egentlig masser af dansk islæt på startlisten. Foruden førnævnte Kasper Asgreen, var også Movistar Teams Mathias Norsgaard og UAE Team Emirates’ Mikkel Bjerg med, men ingen af de tre blev bedste dansker.
Det blev i stedet 21-årige Frederik Wandahl fra Bora-Hansgrohe, der kom i mål som nummer 38, 10 sekunder efter den vindende hollænder. Wandahl, der i 2019 vandt DM sølv i linjeløbet, kørte således en ganske godkendt sæsonåbner i sin tredje sæson som professionel.
Fredag og lørdag køres de normalt udfordrende Trofeo Port d’Andratx-Mirador D’es Colomer og Trofeo Serra de Tramuntana, mens søndag er en dag for de tunge og fartglade sprintere i feltet, når Trofeo Playa de Palma køres i den mallorcinske hovedby.