Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Leth og Dideriksen slutter et stykke fra OL-medaljerne

Flashscore
Leth og Dideriksen slutter et stykke fra OL-medaljerne
Leth og Dideriksen slutter et stykke fra OL-medaljerneProfimedia
Syv måneder efter sin fødsel blev Julie Leth nummer seks i parløb sammen med makkeren Amalie Dideriksen.

Det blev ikke til en gentagelse af medaljebedriften fra seneste OL for Julie Leth og Amalie Dideriksen, som fredag aften kørte parløb.

I Vélodrome National de Saint-Quentin-en-Yvelines lidt uden for Paris blev danskerne nummer seks i et hårdt løb, hvor de kørte klogt, men langsomt tabte pusten.

Guldet gik til italienerne Vittoria Guazzini og Chiara Consonni, mens Neah Evans og Elinor Barker fra Storbritannien blev nummer to. Hollandske Maike van der Duin og Lisa van Belle fuldendte podiet.

I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at Julie Leth overhovedet er til start ved de olympiske lege.

Den 32-årige cykelrytter blev i januar mor til sønnen Alfred og har siden kæmpet for at komme tilbage i den nødvendige form.

Det lykkedes, men for at forsvare OL-sølvet fra Tokyo manglede der trods alt lidt for duoen.

Danskerne skulle lige finde hinanden i den svære disciplin, hvor skiftene mellem rytterne i høj hastighed er afgørende.

Men allerede i anden spurt var der kommet styr på samarbejdet, og den danske duo indløste de første tre point med en andenplads i anden spurt.

Leth og Dideriksen var generelt gode til at holde sig langt fremme i feltet i indledningen og sikrede sig atter point i de efterfølgende spurter.

Et kikset skifte betød dog, at danskerne røg ned bagest, og efter en spurt stak fem par af uden dansk deltagelse.

De så ud til at være på vej mod at tage en omgang på resten af flokken, men Amalie Dideriksen satte efter og fik sammen med Julie Leth lukket på imponerende vis.

Til gengæld så det ud til at tappe kræfter.

Hollænderne formåede at tage en omgang, og det sendte dem straks til tops i stillingen, men det var ikke nok til at snuppe guldet.

Med 40 omgange igen begyndte danskerne at miste pusten en smule og kunne ikke blande sig i spurterne.

Pointafstanden op til de øvrige medaljebejlere kunne kun lukkes ved at tage en omgang, og med ni omgange igen forsøgte de et sidste fremstød.

Det danske par fik et hul på en kvart omgang, men var ikke tæt på at sikre sig de 20 point, der kunne have kastet en podieplads af sig.

Mens Leth er færdig ved OL, mangler Dideriksen søndag at køre omnium.