Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Line Christophersen henter DM-guld for femte år i træk: Gemke for første gang

Ritzau
Line Christophersen er uovervindelig i DM, lader det til
Line Christophersen er uovervindelig i DM, lader det tilClaus Fisker/Ritzau Scanpix
Ingen kan tilsyneladende slå Line Christophersen, når der skal kæmpes om det danske mesterskab i damesingle.

Lørdag sikrede den 24-årige badmintonspiller sig for femte gang i træk DM-guldet.

I finalen ved DM i Sønderborg slog hun Mia Blichfeldt med 21-15, 21-14.

På papiret var Mia Blichfeldt favorit. På verdensranglisten ligger hun således 12 pladser foran Line Christophersen, men det reelle styrkeforhold viste sig altså anderledes lørdag eftermiddag.

På herresiden slog Rasmus Gemke i finalen Magnus Johannesen med 21-16, 21-18.

Dermed overtog 27-årige Gemke DM-tronen fra sidste års vinder Hans-Kristian Vittinghus, som han besejrede i fredagens semifinale.

Gemke og Johannesen var de to højest rangerede deltagere i herresingle, efter at Viktor Axelsen og Anders Antonsen havde meldt afbud til DM-stævnet i Sønderborg.

Gemke og Johannesen er henholdsvis nummer 29 og 34 på verdensranglisten.

I finalen i kvindernes double vandt Sara Thygesen og Maiken Fruergaard guld, mens Jesper Toft og Clara Graversen strøg til tops i mixeddouble.

I herrernes double står finalen mellem en duo bestående af Andreas Søndergaard og Jesper Toft, som møder Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard.