Liverpools mirakel udeblev, da Karim Benzema blev matchvinder i rodet opgør
Begge mandskaber startede lidt sjusket, hvilket gav chancer i begge ender. Darwin Nunez var tæt på at give gæsterne en drømmestart, men Thibault Courtois reddede uruguayanerens afslutning. Kort efter var det Real Madrid der var tæt på.
Første store chance tilfaldt Vinicius Junior, der fra tæt hold blev afvist flot af Alisson i Liverpool-målet.
Real Madrid vandt de fleste andenbolde og kom generelt bedst fra land i kampen.
Efter 30 minutter hamrede Real Madrids Eduardo Camavinga bolden på overliggeren, men Liverpool fik redet stormen af.
Den imødesete duel mellem Vinicius Junior og Trent Alexander-Arnold vandt brasilianeren i første halvleg. Englænderen virkede rundt på gulvet både offensivt og defensivt i store dele af 1. halvleg.
Cody Gakpo testede Courtois med en hård afslutning efter 35 minutter, men belgieren bestod testen. Liverpool kom langsomt lidt bedre med i opgøret mod slutningen af 1. halvleg.
Det blev dog ikke til mere og de første 45 minutter endte uden scoring.
Real Madrid var igen toneangivende fra 2. halvlegs start. Federico Valverde fik en stor chance efter 52 minutter, men heller ikke han havde held med at passere Alisson.
Liverpool evnede ikke for alvor at komme til de store chancer. Spanierne virkede tilfredse med kampforløbet og havde heller ikke selv voldsomt travlt.
Englændernes midtbane havde store problemer med Real Madrids ditto, hvor især Fabinho så skidt ud.
2. halvlegs detalje stod Luka Modric for, da han elegant driblede sig fri i venstresiden. Det efterfølgende indlæg var Valverde millimeter fra at heade i mål.
Liverpool kæmpede med at sætte et fornuftigt tryk på de forsvarende Champions League mestre. Tempoet blev skruet i vejret, måske også lidt for højt i forhold til deres formåen på aftenen. Med 12 minutter tilbage kom det endelige dødsstød.
Efter en duel i straffesparksfeltet fik Vinicius Junior sendt bolden hen til Karim Benzema, der fra tæt hold kunne score til 1-0. Ballon d'Or vinderen fra 2022 blev dog skadet i forbindelse med scoringen og måtte efterfølgende lade sig udskifte.
Resten af kampen blev en rodet forestilling uden yderligere scoringer. Der skulle dog et VAR-tjek til på et muligt straffespark, da VAR-vognen ville have set en situation igennem, hvor Kostas Tsimikas havde arm på bolden. Dommer Felix Zwayer fastholdt dog sin første beslutning og undlod at dømme straffespark.
Real Madrid avancerer til næste runde med en sejr på 1-0 på dagen og samlet 6-2 over de to kampe.