Lokale myndigheder i Miami vil granske VM-plan efter kaos
Og ser man på finalen, er der i den grad plads til forbedring.
Kaotiske scener udspillede sig på og ved finalestadion i Miami, hvor fans med og uden billet lagde et enormt tryk på indgangene.
Nogle forsøgte sågar at komme ind til opgøret mellem Argentina og Colombia via ventilationsskakterne.
Børn og voksne græd, og flere måtte have lægehjælp, mens politi og vagter kæmpede for at få styr på situationen.
Tumulten får de lokale myndigheder til at granske sikkerheden op til VM, fortæller James Reyes, som er chef for offentlig sikkerhed i Miami-Dade County.
"Vores politi reagerede hurtigt for at håndtere en ekstremt udfordrende og farlig situation, hvor der var bekymring for folks liv".
"Vi arbejder sammen med arrangørerne for at lave en grundig gennemgang af alle sikkerhedsprotokoller i forberedelsen frem mod VM i 2026", siger han ifølge Reuters.
Flere end 800 betjente var til stede på Hard Rock Stadium, der til daglig er hjemmebane for NFL-holdet Miami Dolphins.
27 personer blev anholdt, og 55 tilskuere smidt ud før kampen. Nogle af de fans, som rent faktisk havde billetter, kom ikke ind på stadion.
"Vi forstår, at der er skuffede billetindehavere, som ikke kunne komme ind, efter at indgangen blev lukket, og vi arbejder sammen med Conmebol (Sydamerikas Fodboldforbund, red.) for at tage os af de personer", lyder det i en erklæring fra Hard Rock Stadium.
Ud over USA er Canada og Mexico værter for slutrunden i 2026.
Mandag understregede Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Erik Brøgger Rasmussen, at han har tillid til, at der bliver rettet op på problemerne.
"Amerikanerne spurgte, om de kunne få lov til at afholde den her turnering for sydamerikanerne, fordi de ville øve sig frem mod VM, så jeg forestiller mig, at de har fået noget at tænke over".
"Det FIFA-kontor, der planlægger VM, ligger faktisk i Miami, så der er nok nogen af dem fra kontoret, der har været på stadion og gjort sig nogle observationer", sagde han.
Finalen i Copa America endte med en argentinsk sejr på 1-0 efter forlænget spilletid.