Lyngby-kaptajn Marcel Rømer inden familieduel: "Forhåbentligt står jeg med håneretten"
Marcel Rømer spillede 63 minutter i den kamp, og forlod banen med en 3-0 føring. På det seneste har det været med pil nedad for de kongeblå, der har tabt de to seneste kampe.
Først et forsmædeligt nederlag på 5-0 til Silkeborg, og inden pausen blev det et nederlag på 2-0, på Lyngby Stadion til AGF.
Fredag aften skal Rømer og tropperne til Herning, i jagten på at vende den negative spiral. Det mener Rømer også, kan lade sig gøre.
”Vi har selvfølgelig været ærgerlige over, at vi ikke fik skabt den kamp mod AGF, som vi gerne ville. Der var både gode og dårlige ting at tage med videre, men for os handler det om, at vi nu skal strikke en hel god kamp sammen igen. Vi skal ikke så lang tid tilbage for at finde sådan en kamp for os, så det tror vi selvfølgelig på, at vi også kan gøre i Herning, så vi kan få et godt resultat med hjem”, lyder det fra Lyngby-anføreren.
Rømer vurderer også, at Lyngby-holdet er bedst, når de arbejder sammen, og knap så gode, når det bliver for individuelt.
Kampen byder også på en familiefejde. Marcel Rømer står overfor lillebror André, der fik den sidste halve time i midtjydernes seneste kamp mod OB.
”Vi har efterhånden mødt hinanden nogle gange, men det er selvfølgelig altid specielt. Man lægger ikke så meget mærke til det, når kampen er i gang, men det er klart, at det altid er sjovt op til og efter kampen, hvor jeg forhåbentlig står med håneretten”, siger storebror Marcel til Lyngbys hjemmeside.
Kampen i Herning starter kl. 19:00 og kan følges direkte i Flashscores Match Centre.