Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mads Pedersen blev slået af lynhurtig hollænder men tilbageerobrer pointtrøje

Andreas Würtz Adamsen
Olav Kooij vandt torsdag sin professionelle sejr nummer 16 i karrieren. Danske Mads Pedersen blev nummer to.
Olav Kooij vandt torsdag sin professionelle sejr nummer 16 i karrieren. Danske Mads Pedersen blev nummer to.Anne-Christine Poujoulat/AFP
Der var ikke meget action at komme efter på torsdagens etape af Paris-Nice, der bød på 212 kilometer fra Saint-Symphorien-sur-Coise til Saint-Paul-Trois-Châteaux, der endte med hollandsk sejr, da Jumbo-Vismas Olav Kooij var hurtigst i spurten.

I løbet af etapen kom danske Jonas Gregaard på ny afsted i et udbrud, hvor den danske Uno-X Pro Cycling-rytter fik hentet endnu flere point til sin prikkede bjergertrøje.

Sammenlagt fik danskeren hentet hele 16 point, hvorfor han i alt nu har 30 bjergpoint på kontoen, 18 flere end Tadej Pogacar, løbets førende rytter.

Med 143 kilometer til mål mod Gregaard sig dog falde tilbage til feltet, hvilket efterlod TotalEnergies’ franskmand Sandy Dujardin helt alene i front af løbet.

Det viste sig at være en god idé for Gregaard, for da etapens sidste bjergspurt blev ramt med 30 kilometer til mål, var Sandy Dujardin for længst hentet, og dermed kunne Gregaard også vinde denne bjergspurt.

Ikke overraskende skulle det hele afgøres i en massespurt, og her fik det unge hollandske sprintertalent Olav Kooij endelig hul på sejrsbylden med sin første sejr i denne sæson.

Den 21-årige Jumbo-Visma rytter krydsede målstregen først, lige foran danske Mads Pedersen, der ellers åbnede spurten og viste god topfart, mens Soudal-Quick Steps belgiske mester, Tim Merlier, tog tredjepladsen.

Med sin andenplads generobrer Mads Pedersen dog den grønne pointtrøje, som han på torsdagens etape blot havde lånt af Tadej Pogacar.

Sloveneren fører fortsat løbets samlede klassement, men undervejs på etapen fik løbets toer, David Gaudu, hentet lidt sekunder på Pogacar, da franskmanden vandt en indlagt spurt, mens holdkammerat Arnaud Démare tog andenpladsen og Pogacar tredjepladsen.

Derfor er der blot seks sekunder mellem Pogacar og Gaudu. Der mangler tre etaper af årets Paris-Nice, hvor særligt lørdagens etape bliver en lækkerbisken. Her slutter rytterne nemlig på den næsten 16 kilometer lange Col de la Couillole, der stiger med mere end syv procent i gennemsnit.