Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mads Pedersen går efter grand tour-hattrick til Giro d'Italia i 2023

Ritzau
Mads Pedersen går efter grand tour-hattrick til Giro d'Italia i 2023.
Mads Pedersen går efter grand tour-hattrick til Giro d'Italia i 2023.Emilie Lærke/Ritzau Scanpix
I 2022 vandt Mads Pedersen en etape i Tour de France og tre i Vuelta a España. Næste år går han efter et grand tour-hattrick, når han deltager i Giro d'Italia.

I en video på Trek-holdets Twitter-profil fortæller den tidligere danske verdensmester, Mads Pedersen, at han skal køre den italienske grand tour i maj.

"Efter en etapesejr i Tour de France og nogle stykker i Vuelta a España går jeg efter en i Giro d'Italia", siger Mads Pedersen i videoen.

Den danske stjerne på Trek-holdet har allerede to gange kørt Giro d'Italia. Det gjorde han i 2017 og 2018. Men da vandt han ingenting.

Det bedste resultat i Giro d'Italia fik han i 2018, hvor han snuppede en ottendeplads på 7. etape.

Siden dengang har Mads Pedersen vundet et hav af cykelløb, og i 2022 fik han sin drøm om en Tour de France-etapesejr opfyldt, da han vandt 13. etape i Saint-Etienne.

Hvis Mads Pedersen vinder en etape i Giro d'Italia, bliver han den kun anden danske rytter til at vinde etaper i alle de tre grand tours.

Kun Jesper Skibby er indtil videre lykkedes med det.

Magnus Cort havde muligheden for at gøre Jesper Skibby kunsten efter, da han deltog i Giro d'Italia tidligere i år, men det lykkedes ikke.