Mads Pedersen troede aldrig på sejr: Hollænder var bare hurtigere
Hollænderen var ganske enkelt bare hurtigere på dagen, erkender Pedersen, som blev nummer to.
Det er selvfølgelig altid skuffende at blive nummer to, men Kooij kom så hurtigt til sidst, at jeg ikke på noget tidspunkt troede på, at jeg havde den her spurt", siger eksverdensmesteren på Trek-holdets hjemmeside.
Pedersen så ellers ud til at sidde perfekt på opløbsstrækningen, og han åbnede også spurten som den første. Men det viste sig altså ikke at bære frugt.
"På vej ud af rundkørslen til sidst var der en smule forstyrrelser på vejen (helleanlæg, red.), og det blev lidt rodet, og jeg blev lidt væk fra Alex Kirsch (Pedersens leadoutman, red.)."
"Derfra var det rimelig lige til, så ingen undskyldninger i dag. Jeg blev slået af en hurtigere mand. Måske var jeg nødt til at åbne spurten lidt tidligere, end jeg ønskede, men det var ikke noget, der ville have ændret udfaldet."
"Kooij slog mig med lidt mere end ti centimeter, så det var tydeligt, at han bare var hurtigere i dag", siger danskeren.
Andenpladsen var Mads Pedersens tredje top-3-placering i World Tour-løbet. På 1. etape blev han nummer tre, og 2. etape vandt Pedersen.
Det gav ham en dag i løbets gule førertrøje tirsdag, hvor der blev kørt holdløb. Det vandt Jonas Vingegaard og Jumbo-Visma, men Magnus Cort blev nummer to med sit EF-hold, og så overtog bornholmeren førertrøjen.
Den mistede Cort dog onsdag. Mads Pedersen er til gengæld indehaver af løbets pointtrøje, mens Jonas Gregaard har bjergtrøjen.