Magnussen slutter næstsidst på tung dag for Haas - Verstappen med Red Bull sejr nr. 100
Magnussen startede som nummer 13, men endte på en 17.-plads. Det var næstsidst blandt de biler, der gennemførte løbet.
Holdkammeraten Nico Hülkenberg er dog nok endnu mere træt af sin slutposition, selv den var to pladser længere fremme.
Tyskeren startede som nummer fem, men endte altså med at være langt fra at tage VM-point.
Max Verstappen vandt løbet efter at have ført fra start til slut og tog dermed Red Bull-holdets sejr nummer 100 i Formel 1.
Fernando Alonso og Lewis HamiltonVerstappen vinder i Canada blev nummer to og tre.
Verstappen førte i forvejen VM-stillingen suverænt og har nu 69 point ned til holdkammeraten Sergio Perez.
Magnussen holdt fast i sin 13.-plads efter det grønne lys, men i slutningen af første omgang måtte danskeren en tur ud i græsrabatten, da han lod til at fejlvurdere, hvor meget Sergio Perez foran ham bremsede inden sidste sving.
Magnussen kørte efterfølgende tværs igennem et sving og røg ned som nummer 15.
Efter 12 omgange røg Magnussen helt op som nummer syv, men kun fordi danskeren var en af en håndfuld biler, der ikke kørte i pit, da der kom en safety car på banen.
Magnussen havde efterfølgende svært ved at holde trit med de andre, der var på friskere dæk, så han røg langsomt længere og længere bagud.
Cirka halvvejs i løbet kom Magnussen i problemer.
Danskeren stødte sammen med Nyck de Vries i første sving, og i sving tre låste hollænderens bremser, så både de Vries og Magnussen måtte køre lige ud i svinget og dermed af banen.
Danskerens bil forblev intakt, men Magnussen kørte med det samme i pit og kom ud som bageste mand.
Magnussen fik overhalet Nyck de Vries, men mere var der ikke at komme efter, og så sluttede danskeren næstsidst blandt dem, der gennemførte løbet.
I kampen om sejren var der aldrig spænding.
Verstappen var knap nok i fokus i løbet af de 70 omgange, fordi han skabte sig et komfortabelt forspring.
Fernando Alonso så en kort overgang ud til måske at kunne udfordre Verstappen. Alonso halede lidt ind på hollænderen, men blev så bedt om at passe på sit brændstofforbrug, og så begyndte Verstappen at øge igen.