Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Magnussen udgår tidligt i hjemmebanetriumf i Monaco

Ritzau
Opdateret
Magnussen nærmer sig en løbskarantæne.
Magnussen nærmer sig en løbskarantæne.Profimedia
Kevin Magnussen balancerede på randen af en løbskarantæne i Formel 1 allerede før weekendens grandprix i Monaco. Og meget kunne tyde på, at den bliver effektueret nu.

På første omgang af søndagens grandprix påkørte danskeren Red Bulls Sergio Perez, som med høj fart bragede ind i barrieren.

Red Bull-bilen røg efterfølgende ind i Magnussens teamkammerat Nico Hülkenberg og danskeren selv, så alle tre biler måtte udgå. Alle kørere er dog uskadte, melder Formel 1.

Perez' bil var voldsomt beskadiget. Den var reduceret til noget, der mindede om halv størrelse.

Der blev straks viftet med det røde flag, og løbet er blevet suspenderet, mens banen ryddes for vragdele.

Uforsvarlig kørsel straffes i Formel 1 med en slags klip i kørekortet. Hvis en kører får 12 klip, så koster det karantæne i et grandprix.

Forud for grandprixet i Monaco havde Magnussen allerede ti klip i kortet i sæsonen, og at dømme ud fra tv-billederne af ulykken bliver det svært for at ham at undgå mindst to klip for sin manøvre.

Perez var foran på en kringlet langside, og mens Magnussen forsøgte at presse sig foran Hülkenberg, ramte han bagenden på den foranliggende Red Bull-bil.

Optagelserne af Magnussens ulykke på første omgang viste tydeligt, at det var Magnussen, som ramte mexicanerens bil, og det kunne give Magnussen en straf, som kunne udløse løbskarantænen.

Ifølge ESPN lader det dog til, at løbsjuryen har stemplet det som en "race incident". Kort fortalt betyder det, at det er noget, som kan ske, hvor ingen bærer skylden. Magnussen selv mener bestemt heller ikke, at han var skyldig.

"Jeg kan ikke se, hvordan det skal være min fejl. Han pressede mig ind i væggen, og det var der ingen grund til, for der var plads til venstre for ham," siger danskeren ved en presseseance ifølge Viaplay.

"Reglerne foreskriver, at man skal give plads ind mod væggen, men det gjorde han ikke. Han så mig nok ikke, men han skulle have givet plads."

Da løbet blev genoptaget uden de tre biler, blev det et lidet interessant løb i gaderne, hvor overhalingsmulighederne er stærkt begrænsede. Det udnyttede hjemmebanefavoritten, Ferraris Charles Leclerc, til at sikre sin første sejr på banen i fyrstedømmet.

Tre af de seneste fire år er han startet forrest i løbet, men først i år lykkedes det ham at køre sejren hjem fra pole position. Han vandt foran McLarens Oscar Piastri og Carlos Sainz i den anden Ferrari.

Omtaler