Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Målmand udskiftes efter sekunder: Radikal regel medfører bizar situation i Slovenien

Andreas Würtz Adamsen
Žan Lorber nåede ikke engang et helt minut på banen i sin startdebut for slovenske NK Rogaška.
Žan Lorber nåede ikke engang et helt minut på banen i sin startdebut for slovenske NK Rogaška.Profimedia
Det blev ikke engang til et helt minut for 17-årige slovenske Žan Lorber, da han lørdag debuterede for NK Rogaška i den bedste slovenske række. Målmanden var nemlig kun med fra start for at overholde en regel om ungdomsspillere i startopstillingen, og det medførte altså en bizar udskiftning tidligt i kampen.

Hvor langt skal man gå i forsøget på at fremme udviklingen af unge fodboldspillere i sin hjemlige liga?

Spørger man hos de øverste fodboldbosser i slovensk fodbold, skal man tydeligvis gå temmelig langt, for i den bedste slovenske liga skal ethvert hold have en spiller, der er kvalificeret til at optræde for det slovenske U21-landshold, i startopstillingen.

Og netop den regel kastede lørdag en bizar situation af sig, da hovedstadsholdet Olimpija Ljubljana lørdag mødte NK Rogaška, i hvad der endte som en 2-2-remis. Hos udebaneholdet, der hører hjemme i spabyen Rogaška Slatina tæt på grænsen til Kroatien, valgte cheftræner Oskar Drobne nemlig at fortolke denne regel lidt skævt.

Således brugte den forhenværende spiller, der som aktiv blandt andet var en tur forbi den tyske kultklub FC St. Pauli efter et stort gennembrud som spidsangriber i NK Maribor, den 17-årige målmand Žan Lorber, som den ene U21-spiller der altså er påkrævet i startopstillingen.

Drobne havde dog ingen som helst intentioner om rent faktisk at spille med den uerfarne målmand mellem stængerne, så da kampen først var fløjtet i gang blev bolden hurtigt hældt ud over sidelinjen, og så måtte Žan Lorber lunte til bænken og lade sig erstatte af den mere erfarne bosnisk-fødte slovener Ajdin Mulalić, som Rogaška har lejet i den bosniske hovedstadsklub FK Željezničar.

For at gøre ondt værre, var kampen endda ikke bare Zan Lorbers førsteholdsdebut i Rogaška, det var sågar også den 17-åriges seniordebut i karrieren, og altså en debut, som den unge slovener sikkert hurtigst muligt vil forsøge at glemme.

For Drobne var kampens resultat dog ikke desto mindre en kærkommen overraskelse. Rogaška er således nyoprykkede op til denne sæson og kæmper for livet i den bedste slovenske række, hvor de indtager sidstepladsen med blot 12 point efter 20 kampe.

Pointet var således Rogaškas første i fem ligakampe, efter de sluttede efteråret af med fire nederlag i streg. Omvendt tabte Olimpija Ljubljana med det uafgjorte resultat vigtige skridt i mesterskabskampen, hvor NK Celje med en sejr søndag – i øvrigt mod de tidligere europæiske AGF-bødler fra NŠ Mura – vil kunne bringe sig hele 12 point foran Ljubljana.