Manchester City lægger pres på Arsenal med sent Haaland-straffe mod Palace
Erling Haaland blev matchvinder på straffespark i anden halvleg af kampen, som Joachim Andersen spillede samtlige minutter af.
Med de tre point kommer City op på 61 point i ligaen. Det er to færre end Arsenal, som desuden har spillet en kamp mindre. Crystal Palace har 27 point på 12.-pladsen.
De første 45 minutter vil formentlig kandidere til sæsonens kedeligste halvleg i Premier League.
Med undtagelse af de første fem minutter, hvor Manchester City kom stærkt ud og spillede sig til et par store chancer, var første halvleg lidet underholdende.
Med 21 mål i 25 kampe i Premier League-sæsonen var det ikke ventet, at Crystal Palace var mødt op med offensiv fodbold og lækkerier. Slet ikke med City som modstander.
Pep Guardiola havde samtidig ikke fundet den værktøjskasse, der kunne dirke Joachim Andersen og holdkammeraternes stærke defensiv op.
Erling Haaland havde en enkelt fæl afbrænder før pausen. Derudover blev det mest til boldflytteri for gæsternes vedkommende.
Billedet var det samme efter pausen. Indskiftede Julian Alvarez fik en god chance, som han misbrugte, men stille og roligt fik hjemmeholdet slidt sig i retning af et enkelt point.
Lige indtil Michael Olise viste, hvorfor han spiller en af de offensive positioner. Han dummede sig gevaldigt i eget felt.
Ilkay Gündogan stod med bolden og prikkede den videre, da Olise i høj fart kom busende ind og stemplede den tyske midtbanespiller direkte over foden. Straffespark til City med under et kvarter tilbage.
Fra pletten var Erling Haaland sikkerheden selv. Med sin 28. Premier League-træffer i kamp nummer 26 gjorde han sig selv til matchvinder.
Crystal Palace slap de defensive tøjler og fik lagt et pres til sidst i kampen, men der blev ikke scoret yderligere.