Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Manchester United har hentet østrigsk Eriksen-afløser i Bayern München

Ritzau
Marcel Sabitzer i kamp for Østrig mod Danmark i Parken i UEFA Nations League.
Marcel Sabitzer i kamp for Østrig mod Danmark i Parken i UEFA Nations League.Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix
Manchester United ser ud til at have fundet den midlertidige løsning på danske Christian Eriksens ankelskade.

De rødklædte fra det nordvestlige England har hentet den østrigske midtbanespiller Marcel Sabitzer ind på en lejeaftale fra tyske Bayern München.

Det oplyser Manchester United i en pressemeddelelse.

Sabitzer sluttede sig til den tyske gigantklub fra RB Leipzig for halvanden år siden, men har haft svært ved at finde vej til startopstillingen.

"Af og til i livet er man nødt til at træffe hurtige og vigtige beslutninger. Lige fra jeg hørte om denne mulighed, vidste jeg, at det var det rigtige for mig. Jeg er konkurrencemenneske: Jeg vil vinde og hjælpe klubben med at nå dens mål i denne sæson", siger Sabitzer i pressemeddelelsen.

"Jeg føler, at jeg er på toppen af min karriere, og at jeg kan bidrage med en masse erfaring og energi til truppen. Jeg glæder mig til at komme i gang sammen med mine nye holdkammerater og træner og vise mine kvaliteter til Manchester Uniteds tilhængere."

Østrigeren har i indeværende sæson spillet 15 af Bayern Münchens 18 kampe i Bundesligaen.

I de kampe har han dog kun spillet i gennemsnit mindre end en halv kamp - godt 41 og et halvt minut, viser tal fra hjemmesiden transfermarkt.com.

Han har scoret ét mål og lavet én assist.

Ikke desto mindre ser Manchester Uniteds sportsdirektør, John Murtough, frem til at få den østrigske midtbanespiller til den røde ende af byen.

"Marcel er en spiller, som vi har holdt øje med længe. Muligheden viste sig hurtigt, og vi vidste allerede, at han havde evnen og personligheden til at gøre en forskel", siger han.

Marcel Sabitzer har i alt 40 Bundesliga-kampe på cv'et for Bayern München og 68 landskampe for Østrig. Hans lejeaftale løber frem til juni i år.

Christian Eriksen ventes at kunne vende tilbage til førsteholdet sidst i april eller tidligt i maj.