Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mathieu alene i verden: Ingen kunne udfordre fænomenale van der Poel i World Cup-finalen

Andreas Würtz Adamsen
Der var plads til at give de fremmødte tilskuere et show, da Mathieu van der Poel kørte sidste omgang i ensom majestæt.
Der var plads til at give de fremmødte tilskuere et show, da Mathieu van der Poel kørte sidste omgang i ensom majestæt. Profimedia
Det blev til en håndfuld runder helt, mutters alene for Mathieu van der Poel, da der søndag blev kørt sidste afdeling af sæsonens cyklecross World Cup i franske Besançon. Til gengæld var der hård kamp om de resterende podiepladser, hvor en fransk hjemmebanefavorit blandede sig.

Det er altså tilsyneladende ikke kun en kendt østrigsk energidrik, der giver vinger. Hjemmebanefordel er kendt ting i sportsgrene som fodbold og håndbold, og netop den slags hjemmebanefordel giver åbenbart også en slags vinger i cyklecross.

Felipe Orts erfarede det, da han tog en flot niendeplads i World Cup-afdelingen i Benidorm, hvor spanieren kun blev slået af nogle af sportens allerstørste navne. Søndag var det så Clément Venturinis tur til at få lov at flyve lidt, for i Frankrig blev der kørte cyklecross i Besançon, sæsonens allersidste World Cup-afdeling, og den vævre franske mester greb chancen for at vise sin mesterskabstrøje frem.

For Venturini lagde nemlig hårdt fra land, og forsøgte på anden runde at åbne hul. Men selv når man har vinger, så vokserne træerne altså ikke ind i himlen. Og det måtte Venturini også erfare – ligesom resten af feltet i øvrigt måtte det – søndag.

Fire runder skulle Mathieu van der Poel bruge på at køre sig varm, og så satte den 28-årige hollænder et fuldkommen uimodståeligt angreb ind, åbnede et hul på flere tandemcyklers længde, plantede Eli Iserbyt og resten af de nærmest forfølgere fuldkommen.

Fem runder i ensom majestæt – Wout van Aert havde nemlig valgt at finpudse sin VM-form i Hamme lørdag eftermiddag, så der var ingen, der kunne komme bare i nærheden af at følge van der Poels acceleration – og så kunne Mathieu van der Poel fejre sin World Cup-sejr nummer 33 i karrieren, næstflest nogensinde kun overgået af legendariske Sven Nys.

Intens kamp om podiepladser

Mens der ikke var så meget at rafle om for så vidt angår førstepladsen, så var det noget mere spændende, hvordan de to øvrige podiepladser skulle fordeles. Bag van der Poel lå således en større gruppe på otte ryttere.

Her lignede det umiddelbart, at Eli Iserbyt skulle køre sig til andenplads, da belgieren fik åbnet et hul på allersidste omgang, men først fik Laurens Sweeck lukket hullet i snuptag med en voldsom acceleration, og kort efter spolerede en defekt så løbet fuldkommen for Iserbyt, der sluttede som nummer ti.

I stedet kunne Sweeck stikke afsted og tage andenpladsen, mens en hårdt kæmpende Joris Nieuwenhuis tog sig af tredjepladsen.

Selvom vingerne ikke bar Venturini helt op i himlen, så bar de ham trods alt til en fantastisk flot fjerdeplads, som er franskmandens bedste World Cup-resultat, siden han i januar 2017 også sluttede som netop nummer fire i World Cup-afdelingen i Hoogerheide.

Første samlede World Cup-sejr

I den samlede World Cup-stilling var der ikke andet end sekundære placeringer at køre for, for med sin fjerdeplads i Benidorm en uge forinden, havde belgiske Laurens Sweeck allerede sikret sig sejren i den samlede World Cup.

Det er første gang i karrieren, at den 29-årige belgier står allerøverst på det samlede World Cup-podie og på vej mod den samlede sejr, er det blevet til to World Cup-sejre, først i Maasmechelen og dernæst i Beekse Bergen.

Andenpladsen i den samlede stilling var ligeledes fordelt på forhånd, så selvom Michael Vanthourenhout ikke stillede til start i Besançon, kunne den 29-årige belgier glæde sig – eller måske ærgre sig – over for andet år i træk at slutte som samlet nummer to i World Cuppen. Eli Iserbyt rundede podiet af.

Nu venter VM i hollandske Hoogerheide, hvor ingen ringere end papa van der Poel, Adrie, har stået for at designe ruten. Verdensmesterskaberne køres fra fredag 3. februar til og med søndag 5. februar, hvor det helt store slag mellem søndagens vinder, Mathieu van der Poel, og den evige rival, Wout van Aert, skal stå. Her skal der under alle omstændigheder skal der findes en ny verdensmester, da den forsvarende britiske verdensmester, Tom Pidcock, ikke er til start.

Top 10 i UCI World Cup Besançon

1. Mathieu van der Poel, 28 år, Holland

2. Laurens Sweeck, 29 år, Belgien

3. Joris Nieuwenhuis, 26 år, Holland

4. Clément Venturini, 29 år, Frankrig

5. Niels Vandeputte, 22 år, Belgien

6. Ryan Kamp, 22 år, Holland

7. Kevin Kuhn, 24 år, Schweiz

8. Gerben Kuypers, 22 år, Belgien

9. Michael Boroš, 30 år, Tjekkiet

10. Eli Iserbyt, 25 år, Belgien