Mbappé-indhop skaber tro på comeback i returkamp mod Bayern München
Bedømt på PSG's indsats i de første 75 minutter af tirsdagens nederlag mod Bayern kan det da også være svært at se, hvordan PSG skal ende som samlet vinder af de to opgør.
Hos franskmændene bevarer man dog troen, og det skyldes ikke mindst, at man har Kylian Mbappé.
Mens superstjernerne Neymar og Lionel Messi så svært rustne ud, fik Mbappé pustet nyt liv i PSG-holdet, da han trods småskavanker blev skiftet ind ti minutter efter pausen.
"Det er stadig muligt at vinde samlet. Vi er et storhold. I de sidste 15 minutter af kampen spillede vi fremragende med Kylian. Vi kan godt tage til München og vinde", sagde PSG's Danilo Pereira ifølge AFP efter kampen.
Mbappé havde faktisk bolden i nettet to gange efter sit indhop. Første gang stod han i en gigantisk offside efter selv at have brændt en stor chance, da han prikkede en ripost ind.
Anden gang troede han og alle andre, at han havde sørget for udligningen efter et flot forarbejde af Nuno Mendes.
VAR afslørede dog, at Nuno Mendes var en halv støvlelængde offside, inden han lagde op til Mbappés mål.
"Det er det nye fodbold. Hvis der var offside, så var der offside", konstaterede Mbappé efter kampen ifølge AFP.
"Vi prøvede alt. Jeg prøvede alt, men jeg kunne ikke give mere, end I så."
Nu har han tre uger til at komme sig helt efter sin skade, inden der er returkamp på Allianz Arena 8. marts.