Medie: Flensburg-Handewitt køber Simon Pytlick i rekordhandel
Det erfarer TV 2 Sport fredag eftermiddag.
Ifølge mediet skifter bagspilleren til den tyske klub i "en millionhandel" efter denne sæson. Her bliver han holdkammerat med en anden nuværende GOG-profil.
Den 23-årige stregspiller Lukas Jørgensen tager nemlig samme vej som 22-årige Pytlick, har TV 2 Sport tidligere skrevet.
TV 2 Sport skriver ikke, hvad Flensburg-Handewitt betaler for Pytlick, men ifølge mediet er der tale om "måske det største salg fra den danske herreliga nogensinde". Pytlick havde kontrakt med GOG frem til sommeren 2025.
"Selvfølgelig har GOG ikke kunnet lade ham gå uden en ekstraordinær overgangssum. Mit bud vil være, at vi er oppe omkring fire millioner danske kroner," vurderer Bent Nyegaard, der er ekspert på TV2 Sport.
Pytlick var i 2022 med til at spille GOG til det danske mesterskab. Siden var han i januar en stor profil for det danske landshold, der i Sverige sikrede sig den tredje VM-titel i træk.
Præstationerne indbragte ham en plads på VM's All Star-hold, og 51 mål rakte til en fjerdeplads på topscorerlisten ved slutrunden.
Pytlick og Jørgensen slutter sig i den nordtyske klub til en stribe andre danske profiler. Kevin Møller, Emil Jakobsen, Johan Hansen, Mads Mensah, Aaron Mensing og Lasse Møller er således alle aktuelle i klubben.
Det samme er Simon Hald, der dog skifter til Aalborg Håndbold til sommer.