Medier: Milliardær vil købe Tottenham for 26 milliarder
Ifølge Financial Times og Reuters er Najafi, der er formand for investorgruppen MSP Sports Capital, klar med et bud, på hvad der svarer til 26 milliarder kroner, for Premier League-klubben.
Financial Times mener at vide, at MSP Sports Capital arbejder med et konsortium af investorer for at sammensætte buddet på Tottenham, der ejes af det britiske investeringsfirma Enic Group, som ledes af Joe Lewis.
Ifølge Financial Times vil MSP Sports Capital inden for de kommende uger fremsætte buddet for Joe Lewis og klubformand Daniel Levy.
70 procent af de penge, MSP Sports Capital er klar til at betale for Tottenham, kommer fra firmaet selv, mens økonomiske kræfter fra især Abu Dhabi vil stå for de resterende 30 procent, skriver Financial Times.
MSP Sports Capital er i forvejen ejere eller medejere af blandt andet McLarens Formel 1-hold samt en række mindre fodboldklubber, herunder tyske Augsburg.
Sidste år blev Chelsea overtaget af et amerikansk ledet konsortium for en pris, der svarede til 21 milliarder kroner.