Medier: Italiensk cykelstjerne mister livet i traffikulykke
Den italienske cykelrytter Davide Rebellin er død i en trafikulykke i en alder af 51 år. Det skriver italienske medier.
Rebellin indstillede i oktober en meget lang professionel karriere, der indbragte flere klassikersejre. Ifølge italienske medier blev Rebellin under en træningstur på sin cykel ramt af en lastbil.
I sin storhedstid vandt han blandt andet Liège-Bastogne-Liège, Amstel Gold Race og Flèche Wallone.
Karrieren led et knæk, da han i 2008 blev testet positiv for doping i forbindelse med OL i Beijing. Efter to års karantæne genoptog han karrieren, men kom aldrig til at køre på et World Tour-hold igen.
De seneste to sæsoner har han været tilknyttet det italienske kontinentalhold Work Service Marchiol Vega og erklærede i januar, at 2022-sæsonen ville blive hans sidste. Hans sidste løb blev Gran Premio Bruno Beghelli 16. oktober.