Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Mere Joga Bonito i Superligaen: FC København henter endnu en brasilianer

Ritzau
Jacob Neestrup får endnu en brasilianer i truppen
Jacob Neestrup får endnu en brasilianer i truppenMartin Sylvest/Ritzau Scanpix
Fodboldklubben FC København har lavet en femårig aftale med den brasilianske forsvarsspiller Gabriel Pereira Magalhães dos Santos.

Det skriver FCK på klubbens hjemmeside.

Den 24-årige midterforsvarer, som i FCK blot kaldes Gabriel på spillertrøjen, er hentet i portugisiske Gil Vicente. Han har spillet i Portugal siden 2021.

"Med Gabriel får vi en utrolig stærk midterforsvarer", siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen til klubbens hjemmeside.

Gabriel skal gøre sig gældende fra begyndelsen.

"Han har senest spillet en stærk og overbevisende sæson i den portugisiske liga, og han er en spiller af høj kvalitet, som vil styrke vores hold med det samme".

"Vi har været meget fokuserede på at hente spillere til forsvaret med både høj kvalitet og potentiale, og selv om der fortsat er et stykke arbejde foran os, så begynder den kabale at gå op nu", siger Sune Smith-Nielsen.

For Gabriel er det en stor ære, at FCK har villet have fat i ham.

"Jeg ser skiftet som det helt rigtige for mig på dette tidspunkt i min karriere, hvor jeg træder op på det næste niveau".

"Jeg vil gøre min familie stolt, jeg fornemmer, at det er en klub, hvor man "kæmper for logoet". Og det er også det, jeg er kommet for - at kæmpe for logoet og for København, så vi opnår vores mål", siger spilleren.

FCK-cheftræner Jacob Neestrup kalder Gabriel for duelstærk.

"Han har et godt blik for de muligheder, der opstår undervejs i en kamp, og han bliver et stærkt våben i opbygningen af spillet. Jeg glæder mig meget til at få ham ind i truppen og ud på træningsbanen", siger Neestrup.

Det er anden gang på kort tid, at FCK tilknytter en brasilianer til truppen. Tirsdag aften meddelte FCK, at den 19-årige brasilianske kantspiller Robert er lejet resten af sæsonen. Han er lejet i brasilianske Cruzeiro, og FCK har sikret sig en købsoption på teenageren.

/ritzau/