Messi viste VM-klassen med scoring i sit comeback for PSG
Argentineren var med i sin første kamp for Paris Saint-Germain siden finalen i Qatar, og han markerede sig med det samme.
Messi spillede hele kampen og bidrog med et mål i ligaopgøret, som PSG's stjerner vandt 2-0.
Offensivspilleren har fået lidt længere ferie efter VM end mange af holdkammeraterne, fordi han var rejst hjem til Argentina for at fejre den store triumf.
Alligevel trådte han onsdag direkte ind i startopstillingen for hjemmeholdet, der til gengæld stillede op uden finalekombattanten fra Frankrig Kylian Mbappé.
Mbappés fravær fik ikke betydning for udfaldet. Kampen var bare fem minutter gammel, da 20-årige Hugo Ekitike åbnede scoringen. Og med små 20 minutter igen var det så Messis tur.
Den vævre dribler brugte holdkammeraterne som levende bander, før han nemt sparkede bolden forbi den sagesløse Angers-målmand til 2-0.
PSG fører Ligue 1 med 47 point. På tiendepladsen finder man Nice, der med danske Kasper Schmeichel på mål smadrede Montpellier 6-1 på hjemmebane.