Vild stime brudt: Mexico ikke med i 1/8-finaler for første gang siden 1990
Men trods en sejr på 2-1, et stort overtag og et drømmemål mod Saudi-Arabien er slutrunden forbi for Mexico. Samtidig med Mexicos sejr vandt Argentina nemlig 2-0 over Polen, som lige akkurat sniger sig med videre på en bedre målscore end Mexico.
I ottendedelsfinalerne skal polakkerne møde Frankrig, som vandt Danmarks gruppe, mens Australien står over for Argentina. Saudi-Arabien må ligesom Mexico rejse hjem.
Seneste gang, Mexico ikke var med i knockoutkampene, var i 1990, hvor landet slet ikke deltog ved VM. Fra 1994 og frem har ottendedelsfinalerne været endestationen for Mexico.
VM fra sofaen
Nu må mexicanerne se resten af slutrunden fra sofaen. Mange af landets tilhængere var ellers mødt op i Qatar for at overvære deres landsmænds forsøg på at gå videre. Vilkårene var dog svære efter nederlaget til Argentina og det uafgjorte resultat mod Polen.
Men mod Saudi-Arabien fik mexicanerne endelig foldet sig ud, og sejren kunne nemt have været flere mål større, end den endte. Anden halvleg var tre minutter gammel, da Henry Martin scorede Mexicos første mål ved slutrunden fra tæt hold efter et hjørnespark.
Dramatisk afslutning
Det satte i den grad mexicanerne i gang. Luis Chavez fordoblede føringen med et af VM's bedste mål med en smuk frisparksperle. Og efter 2-0-målet var han såmænd tæt på at gøre det igen i det mexicanske chanceorgie, der burde have kastet endnu en scoring af sig.
Faktisk fik mexicanerne bolden i nettet yderligere to gange, men begge mål blev annulleret af dommerteamet for offside. En overgang stod Polen og Mexico helt lige i både point og målscore, og derfor så det ud til, at fairplay-regnskabet ville blive afgørende i polsk favør.
Men et sent mål af saudiarabiske Salem Al Dawsari gjorde den paragraf ligegyldig, og i stedet gik Polen videre på grund af færrest tilladte scoringer. Mexicos klart bedste indsats ved VM blev også den sidste.