Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Michael Valgren nærmer sig fordums styrke: Jeg går efter DM-guld

Ritzau
Michael Valgren er tilbage efter en længerevarende skade.
Michael Valgren er tilbage efter en længerevarende skade. Profimedia
Michael Valgren blev på det nærmeste invalideret, da han i etapeløbet Route d'Occitanie styrtede meget voldsomt i begyndelsen af sommeren sidste år.

Karrieren var truet, men han nægtede at lade skaden bestemme, hvornår han skulle stoppe med at køre på cykel.

Efter hård genoptræning er den nærmest smadrede hofte nu hel igen, og den 31-årige thybo er søndag i Aalborg for at køre væddeløb ved DM.

"Jeg ser ingen grund til, at jeg ikke kan køre med om sejren," siger Michael Valgren uden nogen slinger i valsen.

Han har i de seneste måneder kunnet træne fuldt ud, og han har også kørt cykelløb. For nylig var han sågar tilbage på startlisten i Route d'Occitanie et år efter det halsbrækkende styrt på en nedkørsel.

Og tallene er gode, når han kigger på sin cykelcomputer.

"I træning er de i hvert fald gode, og på den måde er jeg tilbage til fordums styrke," siger han.

"Men der er bare forskel på at træne og på at køre løb. Der er så mange ukontrollerbare elementer, som man skal tage højde for, og det rammer mig indimellem. Så jeg skal tilbage i løbsrytme," siger Michael Valgren.

Når man styrter så voldsomt, som Michael Valgren gjorde, ville ingen undre sig, hvis han holder en smule igen, når det bliver hektisk. Men mellem ørerne er han afklaret. Der er intet i kroppen, der beder ham om at være mere forsigtig end normalt.

"Indtil videre har det ikke været tilfældet," siger han.

Selv om Michael Valgren føler sig fit for fight, så kan han ikke prale af at være en af topfavoritterne i søndagens DM i Aalborg.

Mads Pedersen er bookmakernes helt store favorit, mens ryttere som Casper Pedersen, Kasper Asgreen og Mattias Skjelmose kommer lige efter.