Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Midtbanemanden Joe Allen stopper på det walisiske landshold efter 74 landskampe

Simon Lindgren
Opdateret
Joe Allen i VM-kampen mod England.
Joe Allen i VM-kampen mod England.Profimedia
Den walisiske Swansea-spiller Joe Allen har spillet sin sidste landskamp.

I januar valgte Gareth Bale at lægge fodboldstøvlerne på hylden, og nu mister Wales endnu en af sine store stjerner. Joe Allen har nemlig valgt at indstille sin landsholdskarriere.

Den 32-årige midtbanespiller fik sin landsholdsdebut tilbage i 2009, hvor han siden da har været en vigtig brik i flere flotte walisiske præstationer.

Han var blandt andet med til at kvalificere Wales til EM i 2016, hvilket var landets første store turnering i 58 år. Her overraskede Wales alt og alle ved at komme helt frem til semifinalen, hvor de tabte til de senere vindere fra Portugal.

Den tidligere Liverpool- og Stoke-spiller spillede en stor rolle på holdet, som han har nydt at spille for gennem årene

"Jeg har elsket at spille for Wales,” sagde Allen i en pressemeddelelse fra det walisiske fodboldforbund.

"Vores nations støtte er inspirerende, og det har givet mig en enorm stolthed at bære trøjen ... så mange uforglemmelige oplevelser.”

Joe Allen har gennem sin karriere spillet mange store kampe, men desværre har han også været ramt af skader, som også er en af årsagerne til, at han nu trækker stikket. Derudover mener han, at der skal gøres plads til de mange unge talenter.

"Desværre har tiden og skader sat sine spor, og derfor er det tid for mig at gøre plads til den næste generation. Fremtiden for walisisk fodbold er lys."

I løbet af de 74 landskampe formåede Allen at score to gange. Begge scoringer faldt i kvalifikationen til VM i 2018. Midtbanedirigentens sidste landskamp var ved VM i Qatar, som Wales tabte med 3-0 til England.