Midtjylland skal gå efter alle tre point: Storkamp i Rom bliver uden italiensk stjerne
Fem mål til FC Midtjylland. Ét til Lazio og Maurizio Sarri. Det lyder stadig skørt, men det var virkeligheden i midten af september, da Albert Capellas stod i spidsen for sin blot femte kamp som Midtjylland-træner.
Der er sket en del siden da, Lazio har faktisk ikke tabt en kamp siden den aften, og derfor er det da også en helt anden kamp, de to mandskaber kan se frem mod torsdag aften.
Slaget skal slås på Stadio Olimpico i Rom. Udsolgt bliver der nok ikke, for Lazio kunne onsdag aften berette om cirka 12.000 solgte billetter til Europa League opgøret.
Han har givetvis ikke betalt for sit sæde på det olympiske stadion i den italienske hovedstad, men en af dem, der kommer til at sidde på tribunen, er den italienske stjerneangriber Ciro Immobile.
Går efter tre point - igen
Selvom det altså bliver uden Ciro Immobile, der tidligere på måneden blev ramt af en lårskade, understreger FCM-chef Albert Capellas, at italienerne har flere dygtige offensivspillere at bringe i spil - han fremhæver særligt den bundrutinerede spanske kant Pedro, som Capellas selv trænede i Pedros unge år i Barcelona.
Men når midtjyderne går på banen torsdag aften, er det egentlig ligegyldigt, om det er overfor Pedro eller overfor Immobile. De skal uanset hvad ud for at lave et godt resultat.
"Hvis jeg har lært noget i fodbold, er det, at du ikke skal spekulere for meget: Spil så godt som muligt og mød kampen på den bedst mulige måde," kommer det fra Albert Capellas på klubbens hjemmeside.
Samtidig understreger Capellas, at man ikke må lade sig snyde af de nærmest tennisagtige cifre i det første møde mellem de to mandskaber.
"Folk tænker, kampen på MCH Arena var nem for os, men det var den virkelig ikke. Vi skulle forsvare meget, og vi scorede godt nok nogle flotte mål, men da vi var foran 2-0, havde de nogle store chancer for at komme tilbage i kampen," fortæller 55-årige Albert Capellas.
Vigtigt at bringe samme energi
Når man kan vinde en kamp, som altså i følge Capellas virkelig ikke var nem, med fire mål, kan forklaringen til dels findes i den intensitet, man lagde i duellerne i løbet af de 90 minutter i Herning tidligere på sæsonen. Det understreger føromtalte Pedro.
"Nederlag som det i Herning kan ikke forklares. Desværre sker den slags nogle gange bare i Europa, hvor der er en anden intensitet og et andet niveau. Her betaler du mere for hver fejl. Alle skal spille op til sit bedste, og det kan godt være svært," udtaler Pedro på den italienske klubs hjemmeside.
Netop den intensitet bliver tilsyneladende et fokuspunkt for det danske mandskab, der er ubesejret i deres seneste ti kampe.
"Vi skal bringe samme energi, som vi spillede med i det omvendte opgør. Vi skal gå efter de tre point," understreger brasilianske Evander.
Bekymrende græstæppe
Italienernes cheftræner, den evigt karismatiske Maurizio Sarri, vil ikke bruge mange kræfter på at snakke om fraværet af topscorer Ciro Immobile, der har scoret 189 mål i 273 kampe siden skiftet til Lazio.
Der er dog noget andet, der irriterer den forhenværende Napoli-, Chelsea- og Juventus-træner.
"Banen på Olimpico bekymrer mig, for der er ikke nogen løsning lige umiddelbart rundt om hjørnet. Det giver os et stort handicap i forhold til den måde, vi gerne vil spille fodbold på," fortæller den 63-årige cheftræner om græstæppes beskaffenhed i den italienske hovedstad.
Foruden Ciro Immobile må Lazio også undvære Manuel Lazzari, der sidder ude med karantæne efter to gule kort resulterede i et tidligt bad mod Sturm Graz. Derudover er Luis Alberto tvivlsom til opgøret, da den talentfulde spanske offensivspiller har problemer med hoften.
FC Midtjylland må undvære Oliver Sørensen til opgøret, ligesom Junior Brumado naturligvis fortsat sidder ude med den muskelskade, der forventes at holde ham fra grønsværen resten af sæsonen. Til gengæld er svenske Joel Andersson med igen efter at have siddet ude de seneste fem kampe.
Kampen fløjtes i gang klokken 18.45.