Mor til presset fodboldpræsident sultestrejker i protest
Nyhedsbureauet EFE skriver ifølge Marca, at Rubiales' mor, Angeles Bejar, har låst sig inde i en kirke i byen Motril på den spanske middelhavskyst.
Her har hun erklæret sultestrejke, indtil der er fundet en løsning på det, hun kalder en "umenneskelig og blodig jagt på min søn, hvilket han ikke fortjener".
Luis Rubiales, der er præsident for Spaniens Fodboldforbund (RFEF) har været genstand for hård kritik, siden han gav spilleren Jennifer Hermoso et kys på munden under sejrsceremonien efter kvindernes VM-finale.
Fifa har åbnet en disciplinærsag mod Rubiales og har suspenderet ham fra alle fodboldaktiviteter i foreløbig 90 dage, mens sagen behandles.
Det var ventet, at Rubiales ville træde tilbage som spansk fodbolds øverste chef på et pressemøde i fredags. Men her erklærede han i stedet, at han han har i sinde at blive på posten.
Alle Spaniens nykårede verdensmestre har erklæret, at de ikke vil stille op for landsholdet, så længe Rubiales er ved magten. De har siden fået opbakning fra yderligere en lang række topspillere.
RFEF har mandag indkaldt de regionale fodboldforbund til krisemøde for at evaluere situationen.