Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Le Mans-dansker varmer op med løbeture og campingstemning

Ritzau
Nicklas Jensen (tv) og hans team satte bedste tid på Le Mans banen
Nicklas Jensen (tv) og hans team satte bedste tid på Le Mans banenPhoto by JEAN-FRANCOIS MONIER / AFP
Der er nok at se til, når man er racerkører i et af verdens største motorsportsløb.

Lørdag begynder det berømte 24-timersløb Le Mans, og det er noget af et praktisk cirkus, der rulles ud.

Tallene fra sidste år viser det tydeligt. 62 biler, tre gange så mange kørere plus deres teams, tv-transmissioner til 196 lande og ikke færre end 244.200 fans omkring Circuit de la Sarthe-banen.

I år er det 100 år siden, at det første Le Mans blev kørt, og interessen for løbet er ikke blevet mindre.

Som kører skal man kunne tilpasse sig. Det ved Nicklas Nielsen. Han kører for Ferrari og er en af de tre danskere, der i år kører med i løbets bedste klasse - hypercar.

De to andre er Michael Christensen fra Porsche og Mikkel Jensen fra Peugeot.

"Det er vigtigt, at man får slappet ordentligt af, selv om der er meget at se til, så man ikke er helt flad, inden løbet starter", siger Nicklas Nielsen.

Allerede i dagene op til løbet begynder presset, forklarer han.

Der skal køres testture, laves interviews og skrives autografer til fans.

Lige præcis det med fans mærker Nicklas Nielsen i særlig høj grad. Dels fordi han kører for et stort brand som Ferrari, der for første gang i 50 år vender tilbage til sportsvognsracing, og dels fordi han er dansker.

"Man føler nærmest, at det er et hjemmebaneløb. Det er vildt med så mange danskere, der kommer ned for at heppe", siger Nicklas Nielsen.

Den danske interesse skyldes i høj grad Tom Kristensen, der går under kælenavnet Mr. Le Mans. Med sine ni sejre er han den kører, der har vundet Le Mans flest gange.

Ud over at pleje sine fans løber Nicklas Nielsen også nogle små ture for at holde sig fysisk i gang og er sammen med sine holdkammerater, hvor der tales meget taktik.

"Det er meget ligesom camping, når vi er hernede. Vi bor i motorhomes tæt ved banen og er sammen hele tiden", forklarer den 26-årige Ferrari-kører.

Og så er der selve løbsdagen. Eller dagene, som det jo er i Le Mans. Der er man nødt til at være frisk og klar i hovedet, fortæller Nicklas Nielsen.

Derfor er det ikke kun bilerne, der skal brændstof på, men også kørernes kroppe.

"Der er selvfølgelig ikke nogen af os, der sidder og spiser McDonalds, men ellers er det meget individuelt, hvad vi spiser", siger Nicklas Nielsen.

"Det vigtigste er at få masser af væske og masser af kulhydrater, så der er noget at forbrænde, og man kan holde gejsten oppe over så lang tid", påpeger han.

Når kørerne ikke sidder bag rattet, kan de hvile i deres motorhomes, inden de skal tilbage i pitten for at hoppe i bilen igen, forklarer Nicklas Nielsen.

Selv om Le Mans er et 24-timersløb, er der regler for, at hver kører maksimum må sidde 14 timer i alt i bilen. Der er tre kørere til hver bil.

Ud over de tre danskere i hypercar-klassen stiller 10 danske kørere til start i de lavere klasser, LMP2 og GT Am.

En af dem er 19-årige Malthe Jakobsen fra Cool Racing, der bliver den yngste dansker nogensinde til at køre løbet.