Lewis Hamilton vinder sit første Formel 1-løb siden 2021: Magnussen nr. 12
Det var britens sejr nummer 104 i karrieren, men den første for Hamilton siden 2021-sæsonen.
Danske Kevin Magnussen (Haas) sluttede som nummer 12 efter at have startet løbet som nummer 17. Dermed var der ikke point til danskeren, hvilket der ellers var i Østrig for en uge siden.
Mens Hamilton vandt, endte løbet i en stor nedtur for Hamiltons teamkammerat og landsmand, George Russell, der ellers startede sit hjemmebaneløb i pole position, og som vandt i Østrig i sidste uge. Men briten måtte udgå grundet tekniske problemer med bilen.
Russell udgik med små 20 omgange tilbage af løbet. Det rykkede Magnussen op på 11.-pladsen og altså dermed tæt på top-10 og pointene.
Danskeren var en af de første, der skiftede fra regndæk til tørvejrsdæk i slutfasen, da regnen forsvandt, men det hjalp ikke i jagten på point.
I pointene kom Magnussens teamkammerat til gengæld. Tyske Nico Hülkenberg startede og sluttede løbet som nummer seks, og han hentede dermed otte vigtige point for Haas til konstruktørernes mesterskab.
Den regerende verdensmester, Max Verstappen (Red Bull), blev toer, mens Lando Norris (McLaren) sørgede for, at to briter endte på podiet, selv om hjemmebanefansene havde håbet på tre af slagsen inden løbet, i og med at Russell, Hamilton og Norris klarede sig bedst i kvalifikationen.