Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Frederik Vesti triumferer i afkortet Formel 2-løb i Monaco: Nummer et i samlet stilling

Ritzau
Frederik Vesti på kurs mod sejren i Monaco.
Frederik Vesti på kurs mod sejren i Monaco.Imago/Ritzau Scanpix
Den danske racerkører Frederik Vesti kan for tredje gang i karrieren kalde sig vinder af et Formel 2-løb, niveauet under kongeklassen Formel 1.

21-årige Vesti triumferede søndag formiddag på bybanen i Monaco, og dermed overtager han også førstepladsen i løbsserien.

Danskeren havde på forhånd sikret sig en stor fordel ved at vinde kvalifikationen, så han startede forrest på den smalle bane, hvor det er svært at overhale.

Han forblev i front i hele løbet.

Midtvejs i løbet gik der ild i Jack Doohans racer. Der kom rødt flag, så løbet måtte afbrydes.

Det førte til, at alle kørere blev samlet, så Vesti måtte koncentrere sig til det sidste for at holde Theo Pourchaire bag sig.

Løbet var afbrudt så længe, at der blev sat en timer på, i stedet for at løbet skulle afgøres over de planlagte 42 omgange.

I alt manglede Vesti og co. at køre den lidt over tre kilometer lange strækning en håndfuld gange i forhold til det oprindelige udgangspunkt.

"Sådan drenge! Tusind tak til alle," lød det blandt andet fra en glad Vesti i sin radio, efter at han havde krydset målstregen som den første.

Tidligere på sæsonen vandt Vesti Formel 2-løbet i saudiarabiske Jeddah, mens han også en enkelt gang i sidste sæson stod øverst på podiet.

Den danske racerkører har et erklæret mål om at vinde Formel 2 i denne sæson. Han ser det som en forudsætning for at få en plads i Formel 1 måske allerede næste år.

Den ambitiøse målsætning er godt på vej til at blive indfriet.

Efter 5 ud af 13 grandprixer ligger Vesti nummer et i stillingen med 89 point. Pourchaire har 84 point, mens japaneren Ayumu Iwasa er nummer tre med 69 point.

Foruden de 13 grandprixer består Formel 2-sæsonen også af 13 sprintløb, som finder sted dagen før hvert grandprix.

Lørdag blev Vesti nummer ni i sprintløbet i Monaco.

I næste uge fortsætter løbsserien i Barcelona.