Nadal efter nederlag: Lad være med at spørge mere til min pension
Det italesatte ikonet på et pressemøde lørdag, efter at han havde tabt en kamp ved United Cup i Sydney.
"Jeg tabte kampen. Det var det, ikke? Hver gang jeg kommer til et pressemøde, virker det som om, at jeg skal gå på pension. I er meget interesserede i min pension. Det er ikke et tema lige nu", siger Rafael Nadal.
"Når dagen kommer, skal jeg nok sige det. Lad være med at spørge mere til pension, for jeg er her for at spille tennis."
Nadal er ikke tilmeldt ATP-turneringer forud for grand slam-turneringen Australian Open, der begynder 16. januar.
I stedet tager han del i Union Cup, der er en nationsturnering med blandede hold for både mænd og kvinder. Her tabte Nadal i sin første kamp lørdag med 1-2 i sæt mod briten Cameron Norrie.
"Jeg kan gøre det bedre og er nødt til det. Jeg skal være en lille smule hurtigere fysisk, en smule mere solid, lave færre fejl og træffe bedre beslutninger på nogle punkter", analyserer Nadal.
Han startede 2022-sæsonen i forrygende form med sejr i sine første 21 kampe. Det gav ham blandt andet triumfen i Australian Open.
Senere på sæsonen vandt han også French Open og er dermed som den eneste herrespiller oppe på 22 grand slam-titler i single. Novak Djokovic følger efter med 21.