New Orleans Pelicans svæver videre – selv uden deres helt store stjerner
Hvis armbevægelserne er blevet lidt større i New Orleans end tidligere, så er det med rette. For byens basketballhold, Pelicans, har endelig ramt det høje niveau igen, som man for en håndfuld år siden havde fundet.
Dengang hed stjernen Anthony Davis. Han er nu væk, rejst til Los Angeles og til Lakers, men han er blevet erstattet af to nye stjerner i form af Zion Williamson og Brandon Ingram, sidstnævnte en spiller der ankom som kompensation fra Lakers for at sende lige netop Davis til Los Angeles.
De to, Williamson og Ingram, har i denne sæson ført holdet til et endnu bedre niveau, end det var tilfældet seneste sæson, hvor Pelicans nåede slutspillet men blev sendt ud af Phoenix Suns allerede i første runde.
Natten til fredag var Pelicans dog uden både Williamson og Ingram, men alligevel fik pelikanerne en sejr hjemme i Smoothie King Center over San Antonio Spurs, endda en nogenlunde sikker én af slagsen med slutcifrene 126-117.
Dominerede fra start
Brandon Ingram var den store stjerne i seneste sæson, hvor den lange amerikaner snittede næsten 23 point per kamp, mens Zion Williamson var fraværende i hele sæson, hvor det ganske enkelt ikke blev til en eneste sæson, for det kæmpestore talent.
I denne sæson har rollerne været byttet om, Ingram ude med skade i nu 12 kampe, Williamson i hovedrollen, et snit på over 28 point, otte rebounds og seks assists i de kampe, hvor Pelicans har måttet undvære Ingram. Natten til fredag måtte CJ McCollum så træde til i de to stjerners fravær.
Her leverede den forhenværende Trail Blazers-spiller nemlig en forrygende præstation, en sæsonbedste på 40 point, otte rebounds og ni assists, altså ganske tæt på en triple-double. Med præstationen blev han i øvrigt første Pelicans-guard til at levere minimum 40 point, fem rebounds og fem assists, siden Tyreke Evans gjorde dette i 2014.
”McCollum dominerede kampen helt fra starten. Jeg er glad på CJs (McCollums, red.) vegne. Han har virkelig genfundet sin rytme. I dag var en stor kamp for ham. Jeg er glad for at se ham sætte sine skud og træffe den rigtige beslutning igen og igen,” lød det fra Willy Hernangómez efter kampe ifølge ligaens hjemmeside.
Vigtig produktion
Foruden Brandon Ingram og Zion Williamson var Pelicans også uden Larry Nance Jr. i opgøret mod San Antonio Spurs, og det var derfor nødvendigt, at flere spillere bød ind, hvilket også litauiske Jonas Valančiūnas sørgede for at gøre med 16 point og 10 rebounds, men McCollum løb altså med rampelyset med sine 40 point.
”Vi havde brug for den slags produktion fra ham med flere af drengene ude. Det er smukt at se, når han er på gulvet, og han bare scorer, som han gør,” konstaterede head coach Willie Green efter sejren.
Til gengæld må Gregg Popovich efterhånden grave dybt i redskabskassen for at finde løsninger, for San Antonio Spurs har fortsat blot vundet 10 ud af 31 kampe, hvilket placerer dem næstsidst i Western Conference, som Denver Nuggets topper foran Memphis Grizzlies og lige netop New Orleans Pelicans.
Begge mandskaber skal i aktion igen natten til lørdag, hvor Spurs møder Orlando Magic, mens Pelicans skal op imod Oklahoma City Thunder.