Newcastle slutter sløj stime i Premier League med sejr: Miguel Almirón matchvinder
På hjemmebane mod Wolverhampton blev det til en sejr på 2-1, Newcastles første i ligaen siden 15. januar. I mellemtiden var det blevet til tre uafgjorte kampe og to nederlag.
Miguel Almirón blev matchvinder med sin scoring i det 79. minut. Sejren bringer Newcastle op på 44 point og skubber Liverpool væk fra femtepladsen.
Den er Newcastle nu indehaver af, endda med en kamp færre spillet end Liverpool.
Angriberen Alexander Isak bragte cirka midtvejs i første halvleg Newcastle på 1-0. Svenskeren steg til vejrs og headede et frispark fra Kieran Trippier ind.
Føringen holdt frem til 70. minut. Her endte Trippier med at spille en uheldig rolle. Englænderen gled i eget felt og kiksede fuldstændig et forsøg på at cleare bolden.
Det udnyttede Hwang Hee-Chan til at sparke bolden i et tomt mål og gøre det til 1-1. Men sejren endte altså i det nordengelske efter Miguel Almiróns scoring.