Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

NFH lider stort nederlag til ungarsk storhold trods god start

Ritzau
NFH fik ørerne i maskinen i Ungarn.
NFH fik ørerne i maskinen i Ungarn.Profimedia
NFH chokstartede og kom foran med tre mod Ferencvaros, der efterfølgende fandt fodfæste og vandt 31-22.

Nykøbing Falster Håndbold (NFH) var uden tvivl på en voldsom opgave, da holdet lørdag eftermiddag indledte eventyret i verdens fineste turnering for klubhold.

Det blev da heller ikke til point i det danske mandskabs første optræden i kvindernes Champions League siden 2017/2018-sæsonen.

NFH tabte første gruppekamp 22-31 til det ungarske storhold FTC-Rail Cargo Hungaria - også kendt som Ferencvaros - i Budapest.

Gæsterne, der var klare underdogs, fik ellers en forrygende start og kom foran 5-2.

Ferencvaros fandt imidlertid fodfæste efterfølgende og udlignede til 6-6, inden holdene skiftevis overtog føringen i den første halve time, der samlet bød på 29 mål.

Ved pausen var NFH bagud med et enkelt mål, men herefter gik det stærkt ned ad bakke for Kristina Kristiansen og co.

Ungarerne, der har danske Allan Heine som træner, scorede fire gange i streg og sad på en komfortabel femmålsføring.

Den blev senere udbygget, og med ti minutter tilbage på uret var Ferencvaros foran 27-19.

Særligt højrebacken Katrin Klujber og russeren Daria Dmitrieva, der hver især scorede seks mål i kampen, voldte problemer for danskerne.

Samme ciffer kom NFH-spilleren Alberte Kielstrup op på, men det var ingenlunde nok til at forhindre en sikker sejr til Ferencvaros, der stod for kampens tre sidste mål.

Glæden var enorm, da NFH i maj kvalificerede sig til Champions League med en samlet sejr over tre kampe mod Odense Håndbold i DM-semifinalen.

Da holdet sidst var med i turneringen, måtte mandskabet spille udenbys, og derfor er det første gang, at NFH kan byde deres europæiske modstandere velkommen på egen hjemmebane i Nykøbing Falster.

Første hjemmekamp er 22. september, hvor franske Metz kommer på besøg.

Forinden venter Krim Ljubljana fra Slovenien på udebane. Den kamp spilles 14. september.

Danskernes gruppe rummer også Storhamar fra Norge, CSM Bucuresti og CS Gloria 2018 fra Rumænien samt HC Podravka Vegeta fra Kroatien.