NHL-roundup:Pittsburgh tilbage på slutspilspladserne med sejr og McDavid med OT-mål
Colorado Avalanche - Pittsburgh Penguins 2-5
Colorado og Pittsburgh følte hinanden på tænderne i første periode, hvor ingen af holdene kom på tavlen.
Kampen om de sidste slutspilspladser nærmer sig og ingen af holdene kunne vide sig sikre inden kampen. Det kan de for så vidt heller ikke efter, men Pittsburgh kunne med en sejr spille sig tilbage på den sidste wildcard-plads.
I anden periode slog gæsterne til. To hurtige scoringer indenfor de første fire minutter grundlagde sejren. Målet til 2-0 var i powerplay i en 5 mod 3 situation.
Colorado svarede dog hurtigt tilbage, men endnu en powerplay scoring bragte Penguins yderligere på sejrskurs.
Danske Lars Eller var på isen i næsten 16 minutter og havde tre skud på mål. Desværre for Eller var han også på isen ved to Pittsburgh-scoringer og blev derfor noteret for -2 i +/- statistikken.
Midtvej i tredje periode kom Colorado på tavlen i powerplay og skabte dermed spænding om kampens udfald. Det varede dog kun kort inden Jeff Carter med sit andet mål genskabte tomåls-føringen og så kunne Pittsburgh lukke og slukke til 5-2 i et tomt mål til sidst.
Edmonton Oilers - Arizona Coyotes 4-3 (OT)
Tre spillere kom på måltavlen to gange, da Edmonton efter overtid besejrede Arizona.
Hjemmeholdet kæmper stadig med om de eftertragtede slutspilspladser, mens Arizona blot kan drømme om at vinde draften efter sæsonen og dermed kunne vælge Connor Bedard.
Powerplays var i højsædet i første periode. Begge hold fik sat et mål på tavlen i overtalsspillet og stillingen var 1-1 efter 20 minutter.
Gæsterne kom foran i anden periode da deres superstjerne Clayton Keller lavede det første af sine to mål i kampen. Igen var Oilers powerplay på pletten og Ryan Nugent-Hopkins udlignede til 2-2 som var stillingen efter to perioder.
Tredje periode endte også 1-1. Igen var det Coyotes der kom foran, og Nugent-Hopkins der udlignede.
Dermed skulle der overtid til og hvem andre end stjernen over dem alle afgjorde kampen. Connor McDavid med sit andet mål gav Oilers de to point til slutspilsregnskabet.