Nico Williams mobbet med abelyde fra tribunerne i Madrid
Det fortæller han efter kampen.
"Jeg gik ud for at tage et hjørnespark, og så hørte jeg abelyde," siger han.
"Det var ikke så mange. Der er vel dumme folk over alt. Jeg håber, at det lige så stille begynder at ændre sig."
Kampen blev kortvarigt sat på pause, mens publikum blev advaret mod racistiske tilråb.
Kort efter scorede Nico Williams sit holds eneste mål i kampen.
Den spanske kantspiller fejrede ved at klappe sig selv på armen - en reference til sin hudfarve og et budskab til dem i publikum, som råbte abelyde til ham.
"Der var lidt vrede i det," forklarer Williams.
"Det er ikke normalt at blive fornærmet på grund af ens hudfarve."
Atletico Madrids anfører, Koke, har tankerne med Nico Williams og siger, at opførslen er uacceptabel.
"Der er ikke plads til folk, som gør brug af den slags fornærmelser, i vores samfund," siger Koke.
"Atletico Madrid og alle vores fans er på Nico Williams' side og modsætter os sådanne situationer, som hverken bør finde sted på et fodboldstadion eller andre steder i samfundet."
Spansk fodbold er de seneste år blevet skændet af racisme.
Særligt Real Madrids brasilianske angriber Vinicius Junior har været offer for tilråb, og sidste år blev fire personer anholdt for at have hængt en dukke af brasilianeren fra en motorvejsbro.