Nicolai Højgaard slutter i top-10 trods lunken afslutning i Australien
Banen i Melbourne voldte mange spillere problemer gennem hele ugen, og selv om samlet fire slag under par ikke lyder af meget, rakte det til en delt tiendeplads for den 21-årige dansker Nicolai Højgaard.
Han indledte søndagen som delt nummer syv.
Polakken Adrian Meronk vandt turneringen sikkert i 14 slag under par. Det var fem slag bedre end den rutinerede australier Adam Scott på andenpladsen.
Faktisk var det kun top-24 i turneringen, som sluttede samlet under par.
Nicolai Højgaard fandt aldrig rytme og stabilitet på runden, der bød på tre birdies og fire bogeys i løbet af de 18 huller.
Hans bedste runde blev åbningsrunden torsdag, hvor han kom rundt i tre slag under par. Fredag og lørdag bød på runder i et enkelt slag under par.
Den delte tiendeplads indbringer Højgaard i underkanten af 130.000 kroner, mens den polske vinder Adrian Meronk kan tage en check på 1,3 millioner kroner med hjem fra Melbourne.
Rasmus Højgaard, tvillingbror til Nicolai Højgaard, missede lige nøjagtig cuttet til finalerunden. Han sluttede samlet i par på en delt 38.-plads.
Der var ikke andre danskere med i turneringen.