Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Niklas Landin og Kiel pillede pynten af kriseramte Aalborg i Champions League

Niklas Landin og Kiel pillede pynten af kriseramte Aalborg i Champions League
Niklas Landin og Kiel pillede pynten af kriseramte Aalborg i Champions LeagueHenning Bagger/Scanpix
Aalborg Håndbold var aldrig helt i nærheden af point, da den tyske gigant THW Kiel torsdag gæstede Nordjylland i Champions League. Nordtyskerne havde et gear mere gennem det meste af kampen og vandt 30-26.Dermed er Aalborg uden sejr i de seneste seks Champions League-opgør.

Efter 10 ud af 14 spillerunder ligger Aalborg blot nummer seks med syv point. Nummer seks avancerer til næste fase, men har udsigt til at møde svær modstand. Kiel har ti point på fjerdepladsen. 

Niklas Landin stod en stor kamp for Kiel og var med til at pille pynten af Aalborgs profiler.

Kampen begyndte meget dramatisk, da Aalborg-keeper Simon Gade allerede i det første angreb fik smasket bolden direkte i ansigtet af Domagoj Duvnjak, der blev straffet med to minutter udenfor.

Gade kom dog på benene efter at have sundet sig i et par minutter, og han skulle få sit at se til. Målmanden havde flere gode redninger, men alligevel måtte han se sig passeret ti gange i det første kvarter.

Aalborg har haft svært ved at få spillet til at køre i den seneste periode, og særligt superstjernen Mikkel Hansen har ikke kunnet leve op til de store forventninger.

Missede kontrachancer blev dyre

Torsdag spillede Hansen dog en ganske fin kamp, selv om han ikke kom til mange scoringer. Til gengæld markerede han sig flot som assistmager.

Hansen skabte også nyt håb, da han efter 22 minutter reducerede til 11-13, efter at Kiel flere gange havde ført med fem mål. Kort efter satte han med en fremragende diagonalaflevering Kristian Bjørnsen op til en ny reducering.

Aalborg var i den periode bedre til at stoppe Kiels angreb, og det skabte gode kontramuligheder. En af dem udnyttede Henrik Møllgaard til at reducere til 14-15.

Aalborg misbrugte dog også flere åbne kontrachancer, da Niklas Landin tog godt fra i målet med mange store redninger og sikrede, at Kiel gik til pausen med en føring på to mål.

Kiel kom bedst ud til anden halvleg, hvor 16-15 blev til 20-15. Aalborg havde svært ved at dæmme op, og træner Stefan Madsen tog timeout, da føringen var vokset til 23-17.

Den ændrede bare ikke det store. Den norske fløj Kristian Bjørnsen gjorde, hvad han kunne med sine i alt otte mål på ni forsøg, men da afstanden kom ned på tre mål, var der ikke tid nok til at skabe reel spænding.