Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Nikolaj Jacobsen giver yngre kræfter chancen i testkampe - Bergholt og Oskar Vind indkaldt

Ritzau / Søren Jakobsen
Emil Bergholt er blandt de yngre spillere, der er udset til at få en rolle i de to kampe mod Tyskland.
Emil Bergholt er blandt de yngre spillere, der er udset til at få en rolle i de to kampe mod Tyskland.John Randeris/Ritzau Scanpix
Simon Gade, Thomas Arnoldsen, Oskar Vind og Emil Bergholt.

De fire spillere kan få debut for de danske håndboldherrer, som i marts møder Tyskland i to træningskampe i EHF Euro Cup.

Det fremgår af truppen, som Dansk Håndbold Forbund (DHF) har offentliggjort på sin hjemmeside mandag.

Gade er målmand i Aalborg, Arnoldsen er bagspiller i Skanderborg Aarhus, Vind er højrefløj i GOG, mens Bergholt er stregspiller i Skjern.

"Jeg vil gerne bruge kampene på at se nogle af de lidt yngre kræfter an, som jeg håber og tror på skal være en del af landsholdet i fremtiden. I og med vi allerede er kvalificeret til EM, er det en oplagt mulighed for at få sluset dem ind på landsholdet. Jeg vil gerne have en bred vifte at vælge imellem, nu vi er begunstiget af at have så mange dygtige spillere i Danmark," siger landstræner Nikolaj Jacobsen til forbundets hjemmeside.

Danmark, som vandt VM for tredje gang i træk i januar, skal møde Tyskland i Aalborg 9. marts. Tre dage senere mødes de to nationer i Hamburg.

"Vi glæder os til at komme hjem og spille foran et forhåbentlig veloplagt publikum i Aalborg og kunne løbe på banen som tredobbelte verdensmestre. Det bliver en god følelse," siger landstræneren.

Han har stor respekt for tyskerne, der før har voldt Danmark problemer.

"De spillede en rigtig god VM-turnering med et ungt og spændende hold med spillere som Juri Knorr, Johannes Golla og Julian Köster krydret med nogle dygtige erfarne spillere. De kommer højst sandsynligt til at spille en stor rolle ved det EM, de selv skal afholde i 2024," siger han.

I den danske trup er etablerede navne som Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Jakobsen også at finde.

Danmark ligger efter to af seks kampe i EHF EURO Cup på en andenplads efter sejren over Spanien i Royal Arena i oktober sidste år og det efterfølgende smalle nederlag på udebane mod Sverige, der fører turneringen efter to sejre.

DEN DANSKE TRUP TIL DE TO LANDSKAMPE MOD TYSKLAND

Målmænd

Emil Nielsen, FC Barcelona

Simon Gade, Aalborg

Fløjspillere

Magnus Landin, THW Kiel

Emil Jakobsen, Flensburg-Handewitt

Oskar Vind Rasmussen, GOG

Stregspillere

Lukas Jørgensen, GOG

Simon Hald, Flensburg-Handewitt

Emil Bergholt, Skjern

Bagspillere

Niclas Kirkeløkke, Rhein-Neckar Löwen

Mathias Gidsel, Füchse Berlin

Mads Mensah Larsen, Flensburg-Handewitt

Aaron Mensing, Flensburg-Handewitt

Jacob Holm, Füchse Berlin

Jacob Lassen, HSV Hamburg

Thomas Arnoldsen, Skanderborg Aarhus

Simon Pytlick, GOG