Nok en Buffalos-kamp udsættes på grund af monster-snestorm i USA - Ny spilledato afventes
Det lokale NHL-hold, Buffalo Sabres, er således ude af stand til at rejse til den planlagte udekamp mod Columbus Blue Jackets, som skulle have været spillet natten til onsdag dansk tid.
Lufthavnen i Buffalo er nemlig lukket og vil foreløbig være det frem til onsdag morgen.
Snestormen og de iskolde temperaturer, som har hærget Buffalo og omegn i adskillige dage, har foreløbig krævet 28 dødsofre og bliver kaldt den værste i byen i dette århundrede.
NHL arbejder nu på at finde en alternativ spilledato, ligesom det skete med Buffalo Sabres' hjemmekamp mod Tampa Bay Lightning 23. december.
Også det opgør blev udskudt på grund af det ekstreme vejr og skal i stedet afvikles i begyndelsen af marts.
Buffalo Sabres har haft et par svingende måneder i starten af denne sæson. Holdet er nummer 11 ud af 16 hold i den østlige turneringshalvdel.
Til gengæld har Sabres været i fin form på det seneste med sejre i de sidste fire kampe før den ufrivillige pause.