Norsk landstræner efter nederlag: 31 indkasserede mål er mindst fem eller seks for mange
Onsdag aften lykkedes det for de danske håndboldkvinder at besejre Norge med 31-29. Sejren betyder, at Danmark vinder mellemrunden og skal møde Montenegro i semifinalen ved EM.
Den norske landstræner Thorir Hergeirsson fortæller i et interview med det norske medie VG, at det var en fortjent sejr til danskerne.
”Danmark var bedre end os i dag. Når vi ikke præsterer mere stabilt, så vinder Danmark over Norge, for det er et godt hold. De har haft tre dages hvile, det har gjort dem godt. Nu er det op til os at komme os godt og forbedre os til en hård semifinale”, siger landstræner Thorir Hergeirsson til VG.
Danmark har kun en gang tidligere i turneringen scoret med end 30 mål. Derfor blev Thorir Hergeirsson også spurgt ind til de mange indkasserede mål efter kampen.
”Det er den første kamp, vi taber. Nu skal vi ind i os selv for at se, hvad vi kan gøre anderledes. 29 scorede mål burde være nok. 31 indkasserede mål er mindst fem eller seks for mange.”, fortæller Hergeirsson til Viaplay ifølge VG.
Det norske nederlag betyder, at de skal møde Frankrig i semifinalen.