Norsk politi indleder efterforskning af Ingebrigtsen-far efter beskyldninger om vold
Det sker efter sønnerne Henrik, Jakob og Filip Ingebrigtsen i sidste uge beskyldte faren for at have brugt vold og trusler mod dem i opdragelsen.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
"Vi har foretaget flere forundersøgelser, og de oplysninger, der er kommet frem, har gjort, at vi nu har åbnet en sag," siger politiinspektør Terese Braut Våge fra Sørvest Politidistrikt i en pressemeddelelse.
Hun oplyser, at sagen er rejst efter den norske straffelovs paragraf 282, der omhandler misbrug i nære relationer.
"Det betyder, vi er i en efterforskningsfase, hvor formålet er at afdække, om der foreligger strafbare forhold," siger politiinspektøren.
De norske løbestjerner Henrik, Jakob og Filip Ingebrigtsen beskyldte i en klumme i VG deres far og tidligere træner, Gjert Ingebrigtsen, for at have brugt fysisk vold og trusler over for dem.
Gjert Ingebrigtsen har kaldt beskyldninger for "grundløse" og sagt, at han aldrig har begået vold mod sine børn.
Ingen af de tre sønner har længere deres far som træner.
De har alle tre på et tidspunkt i deres respektive karrierer været europamestre i 1500 meter løb.
Den yngste, 23-årige Jakob Ingebrigtsen, er olympisk mester på distancen og desuden også dobbelt verdensmester på 5000 meter.
Ved dette års VM i Ungarn måtte Jakob Ingebrigtsen nøjes med sølv på 1500 meter, mens konkurrenten Narve Gilje Nordås - der trænes af Gjert Ingebrigtsen - tog bronze.