Norsk pressemøde udviklede sig til en farce: Solbakken langede ud efter journalist
Når det norske landshold skal møde Slovenien og Kasakhstan i de kommende landskampe, så bliver det uden holdets stjerne og anfører Martin Ødegaard.
Arsenal-spilleren har meldt afbud grundet skadesproblemer. Den 25-årige nordmand har været skadet siden starten af september og er først lige begyndt at spille igen. I seneste weekend spillede han fuldtid i 1-1-kampen mod Chelsea, men han har alligevel meldt fra til de to landskampe.
Derfor blev der også stillet spørgsmål til landstræneren Ståle Solbakken om Ødegaards fravær på tirsdagens pressemøde, og det faldt bestemt ikke i god jord hos den tidligere FCK-træner.
Mats Arntzen fra det norske medie VG spurgte, om Arsenal bliver prioriteret højere end landsholdet. Spørgsmålet blev stillet flere gange til Ståle Solbakken og landsholdslægen Ola Sand, da VG-journalisten tydeligvis ikke fik svar på sit spørsgmål.
Til sidst blev Solbakken dog så irriteret over spørgsmålet, at han sagde:
”Du skal ikke være så aggressiv. Du tager det som et personligt nederlag,” lød det fra Solbakken, der fortsatte med at kritisere Mats Arntzen:
”Du er nødt til at løsne lidt op. Du er fuldstændig håbløs.”
Norge har flere gange skuffet under Ståle Solbakken, og derfor har der heller ikke altid være fuld tilfredshed med den karakteristiske træner. NRK’s fodboldekspert, Carl-Erik Torp, fortæller til NRK, at han synes, det er godt, at nogle medier tør udfordre den norske landstræner.
”Ståle indser nok nu, at presset er større, og at hvis det ikke går bedre, så lunten bliver lidt kortere. Måske har vi oplevet lidt af det med Ståle på det seneste,” fortæller Carl-Erik Torp og fortsætter:
”Det er en svær situation omkring Martin, og hvordan den skal løses… Det er tydeligt, at Ståle ønsker, at han skal spille på landsholdet.”
Norge møder Slovenien på udebane torsdag mens de tager imod Kasakhstan hjemme søndag. Indtil videre fører Norge deres Nations League-gruppe, men både Østrig og Slovenien har lige så mange point.