Norsk storspiller om drømmefinale mod Danmark: Det bliver mega hårdt
"Det er specielt. Jeg voksede op med at se de store spillere i møderne mellem Norge og Danmark. Så ja. Det ser jeg frem til", siger Stine Oftedal til den norske avis VG om søndagens finale.
Oftedal har som spiller vundet 17 af sine 22 kampe mod Danmark.
Norge og Danmark møder finanden i EM-finalen søndag aften, efter at de fredag slog henholdsvis Frankrig og Montenegro.
Stine Oftedal var blot 13 år, da Norge sidst mødte Danmark i en finale. Det var i Budapest i 2004, hvor Norge vandt EM, skriver VG.
Den kamp blev de danske håndboldkvinders farvel til finaler ved store slutrunder helt frem til nu. Omvendt blev sejren på 27-25 for 18 år siden begyndelsen på de norske håndboldkvinders guldalder.
"Det bliver mega hårdt", siger Stine Oftedal til VG om søndagens finale mod Danmark.
De norske håndboldkvinder ventes at blive en flok revanchelystne modstandere. Således tabte de 29-31 i onsdagens gruppefinale mod danskerne.
Finalen mellem Danmark og Norge starter søndag klokken 20.30 og spilles i Arena Stozice i den slovenske hovedstad, Ljubljana.