Norske Viking henter Brøndbys newzealænder Joe Bell retur
Den norske klub bekræfter over for norsk TV 2, at midtbanespilleren er kommet til klubben og har underskrevet en kontrakt, der løber fire og et halvt år frem i tiden.
Brøndby har endnu ikke taget afsked med Joe Bell, som ifølge den norske tv-station har trænet med hos Viking tirsdag.
Den 24-årige midtbanespiller blev købt ind til Brøndbys midtbane i slutningen af januar sidste år, men han har aldrig bidt sig fast på holdet.
"Det har været et vanskeligt halvandet år. Jeg havde en fantastisk tid her (i Viking, red.) og har savnet det meget. Jeg glæder mig virkelig over at være tilbage", siger Joe Bell.
Inden Joe Bell kom til Brøndby, var han en stor profil hos Viking, som han spillede 58 kampe for, inden den danske superligaklub slog kløerne i ham på transfervinduets sidste dag.
Den newzealandske midtbanemand nåede at spille 39 kampe for Brøndby. Mål blev det ikke til, men han leverede en enkelt assist i sin tid i den blå og gule trøje.
Joe Bell er en fast del af New Zealands landshold, hvor han også bærer anførerbindet.